Der var ingen slinger i valsen, da Holbæk gik på sommerferie med sikker sejr over Kastrup

16. juni 2018 - skrevet af John Friis - kategori: Senior

”Lige så irriterende det var i sidste weekend at stå i pausen i kampen mod Karlslunde og snakke om den sløje indsats, lige så dejligt var det i dag at fremhæve vores kontrol, tålmodighed og kloge spil”, lød det umiddelbart fra manager Morten Skovby efter en sikker 4-0-sejr over et af de hold, der ellers havde noget at slås for. Trods nederlaget bliver holdet fra Amager dog i danmarksserien.

Der var fart over feltet i kampens indledende fase, hvor gæsterne havde muligheder for et tidligt føringsmål. Kastrup kom efterhånden bedre med og havde et forsøg der prellede af på oversiden af overliggeren. Det var i første halvleg en livlig kamp.

Kampens første mål kom helt efter spil og chancer til holbækkerne. Mads Bobjerg trak fri på kanten efter en god bold fra Jesper Halling og satte den iskoldt ind ved foden af fjerneste stolpe.

Næste scoring kom fem minutter senere udført af banens to hurtigste spillere. En god omstilling hvor Mads Bobjerg i det øjeblik målmanden gik mod ham spillede Mikkel Jensen helt fri, og denne takkede for frispilningen med en sikker scoring.

Herefter gik der lidt sommerbold i det. Indskiftningen af Jonas Bengtsson satte dog lidt skub i slutningen af opgøret. Først hamrede han kuglen i netmaskerne ti minutter før tid og blot fire minutter senere rundede han hjemmeholdets målmand efter en flot frispilning af Mikkel Jensen, og gjorde det til slutresultatet 0-4.

 Trænerteamet kunne glæde sig over at det første og sidste mål var som taget ud af nogle af de skabeloner, der indgår i øvelserne fra træningsbanen.

Målsætningen om at være forårets bedste hold i rækken - da oprykningen reelt var afgjort ved vinterpausen – holdt til kort tid før slutfløjt. Igen scorede Slagelse kort før tid og var således også i foråret bedre end Holbæk.

Jonas Bengtsson scorede to flotte mål i de 25 minutter han fik på banen (Foto: Laila Versemann)