De unge talenter så sig ikke tilbage

28. maj 2018 - skrevet af John Friis - kategori: Senior

Det var ud over stepperne fra første fløjt, og der var også kun spillet 2 minutter af hjemmekampen i serie 2 mod Skibby, da Frederik Ruhr bragte sit hold på sejrskurs efter oplæg fra Rasmus Jensen.

Efter 20 minutter blev føringen fordoblet, da Jesper Halling omsatte et oplæg fra Metkel Awalon til mål. Og så gik der kun yderligere 3 minutter inden bolden igen lå i gæsternes mål. Elias Markvardsen scorede efter en god bold fra Magnus Olsen.

"Vi sidder i denne periode tungt på kampen med godt spil", roser en yderst tilfreds cheftræner Bo Jensen.

Det blev 4-0 inden den halve time var rundet, da Magnus Olsen scorede sikkert efter godt forarbejde af Jesper Halling.

Skibby svarede godt igen og startede anden halvleg med et hårdt pres, som værterne dog fik taget luften lidt ud af, da Frederik Ruhr trak på tværs og hamrede et dejligt langskud i netmaskerne.

Det blev tenniscifre, da Elias Markvardsen spillede Jesper Halling, som afdriblede et par modstandere og scorede sikkert.

Skibby fik pyntet lidt på resultatet ind hjemmeholdets syvende og sidste scoring faldt kort før slutfløjt. Magnus Olsen spillede en god diagonalbold til Niclas Sørensen, som bankede bolden i kassen.

"En god sejr og i perioder rigtigt godt spil", lyder det afslutningsvis fra Bo Jensen.

Frederik Ruhr krydrede en flot præstation med to scoringer (foto: Laila Versemann)