Andetholdet var storsultne efter tre ugers kamppause og scorede syv mål

1. oktober 2018 - skrevet af John Friis - kategori: Senior

”Oplægget var at fortsætte med den gejst og gode stemning, der har været ved træningen i de senere uger”, lyder det fra en yderst tilfreds cheftræner Bo Jensen, der efter tre ugers pause uden turneringskampe, så sit hold i serie 2 være totalt dominerende og vinde en storsejr.

Målfesten blev indledt allerede i det 12. minut. En herlig aflevering fra Kristian Skovby til Jesper Halling, der efter et par flotte driblinger sikkert satte bolden højt i målet. Halvlegens andet mål blev sat ind af Nikolaj Frandsen, der klinede bolden ind ved den ene opstander.

”Vi spillede som i de tidligere kampe med stor tålmodighed”, siger en stolt og glad Bo Jensen og uddyber: ”Men i denne kamp fik vi flyttet spillet op på deres banehalvdel og blev her ved med tålmodigt at spille chancen større”.

Kun fem minutter efter banebyttet forsvandt gæsternes spinkle håb om at få noget med hjem fra SuRi Park, da Jesper Halling øgede til 3-0.

Efter en time stod det 4-0, da Simon Engberg scorede på et skud lidt uden for feltet. Jesper Halling gjorde det til 5-0 midt i halvlegen. Benjamin Bang steg flot til vejr på et hjørnespark, og så stod det 6-0. Festfyrværkeriet afsluttede Jesper Halling med sit fjerde mål, da han flot rundede gæsternes ellers dygtige målmand og sendte bolden i det tomme mål.

Det er tydeligt, at de unge talenter nu har spillet sammen i noget tid. Der bliver spillet hurtigt og med omtanke. I en kamp som denne på en småkold efterårsaften viste de, hvilket potentiale de besidder. Overvægten i boldbesiddelse var overvældende. Gæsterne fik ikke en chance for at komme til fadet.

Der er heldigvis ikke så lang kamppause, som der var til dette opgør, inden de unge talenter skal i ilden igen. På lørdag drager de østpå til Køge og forsøger at fortsætte sejrstimen.

 Jesper Halling scorede hele fire mål (Foto: Laila Versemann)