Læs stillingsopslaget her: Holbæk B&I søger fodboldudvikler ...

16. november 2017 - skrevet af Jørgen Rasmussen - kategori: Klubnyt

Holbæk B&I søger Fodboldudvikler til mikro- & børnefodbold (U6-U12)

Holbæk B&I vil gøre en indsats for børnefodbolden. Vi har derfor indgået et samarbejde med FC København omkring udviklingen af børnefodbolden i Holbæk. Holbæk B&I bliver en del af et større udviklingsprojekt med flere klubber, hvor FC København faciliterer processen mod et bedre børnefodboldmiljø i de enkelte klubber.

Et væsentligt element i vores udvikling på dette område bliver vores nye fodboldudvikler, der i samarbejde med de dygtige og engagerede frivillige i foreningen skal gøre børnefodbolden endnu bedre.

Vi søger derfor en erfaren leder til U6-U12, som kan være med til at omsætte ambitiøse mål til handling.

Vi tilbyder
Som Fodboldudvikler får du en fremtrædende rolle overfor trænere, spillere og forældre. Du er klubbens ansigt udadtil på de yngste årgange og formår at skabe grobund for såvel breddefodbold som talentudvikling.

Dine opgaver er mangeartede og alsidige, med to væsentlige opgaver:

  • Udvikling af den sportslige og pædagogiske profil for mikro- & børnefodbolden

  • Uddannelse af trænerne for U6-U12 med intern uddannelse og supervision

Din profil
Vi forventer, at den rette kandidat til jobbet har en stærk baggrund som træner eller leder i en fodboldklub samt erfaring med børnefodbold.

Derudover er det kendetegnende for dig, at du:

  • Er god til at inspirere og trives i lederrollen

  • Har en anerkendende pædagogisk tankegang

  • Er dynamisk, udadvendt og procesorienteret

  • Kan tage ansvar, holde hovedet koldt og arbejde selvstændigt

Arbejdstid og sted
Du vil i dit daglige virke arbejde på anlægget ved Holbæk B&I.

Den ugentlige arbejdstid er fastsat til 15-20 timer og forventes fordelt som følger:

  • Hverdage 16-19 (tre dage om ugen)

  • Weekend 09-13 (en dag om ugen)

  • Møder, uddannelse og øvrige aktiviteter (skiftende tider)

Ansøgning
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte T+ Træner Klaes Egel Rasmussen på telefon 20775170 på hverdage kl. 10-15.

Ansøgning og CV sendes til ker@hbi.dk senest torsdag den 30. november 2017 og markeres med ”Ansøgning Børnefodbold” i emnefeltet. Stillingen forventes besat i løbet af december med start hurtigst muligt i 2018.