Vi har taget ved lære af nederlaget til Frem - og bygger yderligere på

22. september 2016

Af Morten Skovby, sportschef

 

Vi er nu præcis halvvejs gennem efterårssæsonen og har dermed mødt alle hold i rækken én gang. Inden dagens kamp indtager Holbæk sjettepladsen med 7 point. Brønshøj, søndagens modstander på SuRi Park, har 6 point og er altså bare et point efter, så vi forventer en virkelig intens kamp, hvor begge hold helt sikkert vil give alt hvad de har for at få de 3 points, der skal til for at holde sig inde i kampen om de fire øverste pladser.

 

Truppen har brugt ugen op til søndagens kamp på at komme videre efter nederlaget til Frem i sidste weekend. Det var selvsagt ikke sæsonens bedste kamp, men vi har taget ved lære af kampen og fokus har i ugens løb været rettet mod at bygge yderligere på i forhold til de elementer, som holdet har arbejdet med i sæsonens løb, og samtidig er der blevet arbejdet med de facetter i spillet som vi skal blive bedre til.

 

Stemningen i truppen er fortsat god og på nær et par enkelte skader og en enkelt spiller som har karantæne, er alle spillere klar til kamp.

 

Brønshøj er et godt hold med nogle dygtige individuelle spillere. Derudover har holdet nogle rutinerede divisionsspillere, som har masser af erfaring med tætte kampe som dén vi forventer på SuRi Park på søndag.

 

AGF kommer på besøg i pokalturneringen

 

For et par uger siden spillede vi os som bekendt videre til næste runde af DBU Pokalen med en sejr på 1-0 ude over Dalum.

 

Lodtrækningen til næste runde har maget det således, at vi nu skal møde superligaklubben AGF. Det giver både klubben, byen og spillerne en ekstra dimension, når vi får mulighed for at prøve kræfter med et hold fra superligaen. Og tilmed har Holbæk jo endda fra nyere tid gode erfaringer med at sende jyske superligaklubber ud af pokalturneringen.

 

Vi glæder os derfor til at kunne præsentere publikum for fodbold fra den øverste hylde i Danmark. Kampen spilles onsdag den 26. oktober kl. 19.00 på SuRi Park. Sæt kryds i kalenderen allerede nu, så vi kan få skabt en rigtig god stemning på stadion.