U17 divisionen klar til spændende sæsonstart

17. marts 2016

Af Asger Madsen

 

Klubbens U17 talenter er nu klar til at tage hul på anden halvdel af sæsonen i 1. division.

U17 holdet har som bekendt wildcard til den landsdækkende 1.division og efter en flot indsats er holdet placeret midt i rækken inden anden halvdel af sæsonen skydes i gang på lørdag.

Sæsonstarten byder på en svær udekamp mod Thisted og der venter derfor Holbæk drengene en lang bustur inden kampen fløjtes i gang kl. 12.30 lørdag eftermiddag.

 

Cheftræner Morten Skovby udtaler, at truppen har forberedt sig fint i opstartsperioden og har blandt andet spillet hele 8 træningskampe.

 

Morten Skovby fortæller at vinterpausen også er blevet brugt til at ændre lidt i truppen som består af 20 spillere. Ændringen har medført, at truppen nu er helt ligeligt fordelt med 10 spillere fra årgang 1999 og 10 spillere fra årgang 2000.

 

Som forklaring på justeringen af truppen udtaler Skovby, at fordeling er en konsekvens af, at de allerede nu gerne vil gøre 1 års spillerne klar til sommer, hvor de bliver anden års U17 spillere og dermed bærende kræfter i den kommende U17 årgang.

 

Samtidig så er flere af anden års U17 spillerne fra årgang 1999 allerede nu begyndt at træne jævnligt sammen med U19 truppen, mens en enkelt spiller fra U17 truppen træner fast en gang om ugen med klubbens 2. divisions senior trup.

 

Alle omkring holdet ser frem til en spændende sæson, hvor holdet også har spillet sig videre til pokal kvartfinalen og her opfordres der til, at rigtig mange fra klubben vil bakke op om den spændende pokalkamp der spilles mod Greve på udebane d. 20. april.