U17 vandt sæsonpræmieren i Thisted

21. marts 2016

Af Asger Madsen

Thisted FC - Holbæk 0-3 (0-1)

0-1 Kristian Skovby (Assist fra Mathias Nyman), 0-2 Simon Engberg (Assist fra Mathias Larsen), 0-3 Simon Engberg (Assist fra Kristian Skovby)

  

Anden halvdel af sæsonen i 1. division for Holbæks U17 drenge startede i lørdags med en svær ude kamp mod Thisted FC. Drengene håndterede dog den lange bustur flot og vandt kampen sikkert med 3-0.

Holbæk startede kampen tålmodigt og var meget på bolden. Allerede i det 8 minut bragte Holbæk B&I sig på 1-0. Thisted kom herefter bedre med i kampen og i de sidste 15 minutter af 1. halvleg spillede de sig frem til et par fine muligheder på et par hurtige omstillinger.   

I anden halvleg var Holbæk drengene dog i kontrol og da holdet scorede til på 2-0 midt i halvlegen så var kampen afgjort.

Cheftræner Morten Skovby var efter kampen da også rigtig godt tilfreds med den fine start på forårssæsonen: ”Drengene leverede en fin kollektiv indsats og det er flot, at de kan holde fokus på trods af den lange rejse, så os i trænerteamet er generelt meget tilfredse med præstationen”.

Med sejren over Thisted indtager U17 divisionsmandskabet nu 6. pladsen i rækken. Næste kamp er lørdag d. 2. april, hvor Holbæk spiller hjemme på SuRi Park mod Næstved – kampen fløjtes i gang kl. 13.30.