U17 div. 3 kampe 9 point på SuRi Park

4. oktober 2016

Holbæk – AB 2-1 (1-1)

17 min. 0-1

32 min. 1-1 (Rasmus Jensen)

69 min. 2-1 (Kevin Møllebro)

Weekenden bød på 3. sejr i træk på SuRi Park for klubbens bedste U17 mandskab. Det var således en flot præstation af Holbæk drengene, der kunne trække sig sejrrigt ud af kampen mod et dygtigt AB mandskab der pt. indtager en delt 4. plads i 1. division.

Drengene leverede kampen igennem en koncentreret indsats, hvor de gjorde betingelserne rigtig svære for nogle ellers stærke individualister fra Gladsaxe. Holbæk drengene fik ellers den værst tænkelige start, da AB allerede efter 17 minutter kunne bringe sig foran på hjørnespark, hvor en AB spiller nåede højst i en hovedstødsduel og bragte holdet foran med 0-1.

U17 drengene har formået at skabe en stærk vinderkultur, hvor et mål imod sig i endnu højere grad skærper indsatsen og således kunne holdet da også helt fortjent bringe sig på 1-1 inden halvlegen, da Rasmus Jensen bragte balance i regnskabet på 3. bolden efter et hjørnespark.

Den første halvdel af 2. halvleg lignede på mange måder den første, hvor begge mandskaber i perioder havde et lille overtag, dog uden det kastede de helt store chancer af sig, men ca. halvvejs i 2. halvleg fik en AB spiller så sit 2. gule kort og det gav lige den ekstra plads og overskud til Holbæk. Forløsningen kom efter et par gode træk af Hamed Rahim der med en flot afslutning ramte stolpe – stolpe og hurtigt opfangede Kevin Møllebro situationen og prikkede bolden de sidste centimeter over stregen.

AB forsøgte at sætte deres slutspurt ind, men i kampens afslutning var Holbæk tættere på 3-1 end 2-2 og kunne således med sejren cementere sin øjeblikkelige 7. plads i 1. division.

Holdet er samtidig blandt de sidste 16 hold i pokalturneringen og skal forsøge at spille sig videre i turneringen som spilles allerede nu på onsdag d. 5. okt., hvor holdet skal en tur til Sydsjælland hvor de møder rivalerne fra Næstved der til dagligt også spiller i 1. division.