U17 1. div. Svendborg – Holbæk B&I

23. august 2016

For mange af Holbæk spillerne var det første gang, at de skulle bruge 9 timer af lørdagen på at spille en fodboldkamp og det kunne man desværre også se på nogle af spillerne, at den lange transporttid synes at have sat sine spor. Kampens indledning var derfor ikke nogen skøn oplevelse og da Svendborg udnyttede en personlig fejl og efterfølgende et tyndt straffespark til at bringe sig i front med 2-0 efter 20 min., kunne man set udefra have frygtet, at det ville blive en kamp i modvind. Den tanke blev heldigvis bragt til skamme for drengene leverede nemlig en positiv trodsreaktion og satte sig mere og mere på kampen og kort inden pausefløjt gav det bonus, da Gustav Madsen udnyttede, at målmanden ikke var kommet retur i målet efter en god redning og så lagde han fra ca. 25 meter køligt bolden ind under overliggeren.

I pausen blev der skiftet ud på et par positioner og i det hele taget kom holdet ud til 2. halvleg som et forvandlet hold. I de første 20 min. af 2. halvleg var hjemmeholdet fra Svendborg stort set ikke i boldbesiddelse og pakkede sig længere og længere tilbage. Bedst som udligningen burde have kommet skete det værst tænkelig, nemlig at Svendborg på deres første etablerede angreb fik scoret til 3-1.

Holbæk drengene tog med det samme fat om kampen igen og fortsatte deres massive overtag. Arbejdet lønnede sig 2 gange inden for 5 min. og i 2. minuts overtid headede Emil Staugaard holdet på 3-3. Forinden havde Kevin Møllebro med et flot hovedstød bragt holdet på 3-2.

Holdet var slet ikke indstillet på at lette på speederen og jagtede derfor alle 3 point langt inde i overtiden og bedst som holdet i 4. minuts overtid fik tilkæmpet sig et sidste hjørnespark gik Svendborg målmanden ud og greb bolden og satte en kontra i gang og den kontra fik Svendborg fuldt udbytte af og i 5. minuts overtid snød de Holbæk for point og scorede deres 4. mål til slutresultatet 4-3.

Resultatmæssigt et helt fejlvisende billede af kampen, men sådan er fodbold desværre også. Kampen blev på flere områder en lærerig tur, hvor holdet i store perioder både spilmæssigt og i høj grad indstillingsmæssigt fik vist hvad de står for og forhåbentlig også et vink med en vognstang de unge drenge, at 1. divisions fodbold kræver kynisme og 100% parathed fra 1. fløjt.

Næste kamp spilles på hjemmebane på SuRi Park på lørdag d. 27. august, hvor rivalerne fra Næstved kommer på besøg. Kampen fløjtes i gang kl. 13.30.