Spildte chancer og et vådt point mod en sort mur

4. september 2016

Holbæk – Fredensborg 2-2 (1-1)

0-1 John Frederiksen (1. min.), 1-1 Jonas Thomsen (45), 1-2 Mads Skovby Hansen (57), 2-2 Birol Serinkanli (str., 84). Udvisning: Kevin Schmidt, Fredensborg (85).

 

Af Jørgen Rasmussen

 

Cheftræner Freddy Andersen var både synligt og hørbart irriteret efter det skuffende uafgjorte resultat mod de sortklædte oprykkere fra Fredensborg.

 

"Den kamp skulle vi have vundet. Bortset fra det første minut var spillet i 1. halvleg fint nok, men det hjælper jo ikke noget, når vi ikke kan score på de tre-fire store chancer, der burde være nok til at afgøre kampen. 2. halvleg var noget værre ...", sagde en frustreret Freddy Andersen umiddelbart efter kampen, der blev afviklet i silende regnvejr på SuRi Park.

 

Gæsterne chokstartede med en scoring efter hjørnespark i kampens første minut, men resten af halvlegen dominerede hjemmeholdet stort. Udligningen ved anfører Jonas Thomsen lod dog vente på sig til halvlegens sidste minut.

 

Efter pausen havde det mest bold-besiddende, men ind imellem i overdreven grad også bare bold-flyttende, hjemmehold svært ved at veksle overtaget til målchancer mod de defensivt organsierede, contra-spillende gæster fra Fredensborg, der stod som en sort mur foran eget straffesparksfelt i den silende regn.

 

Stik mod chancefordelingen kom Fredernsborg foran og efterfølgende havde oprykkerne endda et par pæne muligheder for at score yderligere.

 

I stedet fik Holbæk udlignet på et straffespark begået mod indskiftede Mads Asnæs Larsen. Birol Serinkanli eksekverede meget sikkert til 2-2, kampens resultat.

 

Med det ene point - og rundens øvrige resultater - holder Holbæk placeringen som nummer fire i den jævbyrdige 2. division, pulje 1.

 

Foto: Birol Serinkanli - udlignede til 2-2 på straffespark (Foto: Laila Versemann)