Slut på skuffende lære-sæson med endnu et knebent nederlag

6. november 2016

Avarta - Holbæk 2-1 (1-0)
1-0 Emil Thomsen (12 min.), 1-1 Jonas Thomsen (54), 2-1 Casper Offenberg (66).

Af Jørgen Rasmussen

Årets sidste kamp kom også til at stå som konklusionen på Holbæks målbare resultat i hele den første halv-sæson under det nye trænerteam Freddy Andersen og Kim Hansen.  Topholdet Avarta vandt den for alt andet end kosmetikken betydningsløse kamp 2-1.

Det var Holbæks ottende turneringsnederlag i træk, og det femte etmåls-nederlag i træk.

Assistent-træner Kim Hansen havde efter kampen i Rødovre stor ros til holdet:

"På en nærmest bundløs bane spillede drengene en super kamp. Fantastisk indstilling af spillerne. De lignede ikke nogen, som ikke havde noget at spille for."

"I begge halvlege spillede holdet sig til flere store chancer. Ud over to afslutninger på stolpen misbrugte vi et par stykker alene med deres målmand", siger Kim Hansen - og slutter med et ærgerligt:

"Vi er alle kede af resultatet. Vi synes ikke, det giver et rigtigt billede af kampen. Men vi er stolte over indsatsen."