Selvtillids-svækkede Holbæk tabte tæt nøglekamp til oprykkerne

8. oktober 2016

Fredensborg – Holbæk 1-0 (0-0)

1-0 Austin Smith (89. min). - Tilskuere 133

 

Af Jørgen Rasmussen

 

”Klasse, Austin, klasse...”, råbte den begejstrede stadionspeaker ud over højttaleranlægget til de få frysende tilskuere, da hjemmeholdets sorte angrebsbomber med efternavnet Smith hundrede sekunder før ordinær spilletids ophør gjorde det ubarmhjertigt onde ved det jævnt spildominerende, men selvtillids-svækkede og ret beset ganske ufarlige gæstende Holbæk-mandskab.

 

Og, ja, klasse var det, da Austin Smith i en to mod fire Fredensborg-omstilling søgte og fandt skudmuligheden fra en snes meter lidt ude i venstre angrebsside og minsandten fik bolden dirigeret forbi Holbæk-målmand Christian Mortensens rækkevidde og over i fjerneste målhjørne.

 

Holbæk var advaret mod Austin Smith og Fredensborgs hurtige omstillingsspil. Der var fire blå trøjer bag ham, da han så kort før tid bragte sig selv i afslutnings-position. Alligevel...

 

Den slags har det med at ske for max-præsterende hold med momentum, som p.t. Fredensborg, og har det med at ramme mindre end max-præsterende hold i … okay, lad os så bare kalde det resultatmæssig krise, som p.t. Holbæk.

 

Målet afgjorde en taktisk og fysisk præget, chancefattig, men høj-intens 2. divisionskamp, der i slående grad blev afviklet på hjemmeholdets præmisser – masser af nærkampe og i et tempo, ingen af holdene magtede at praktisere flydende, teknisk betonet fodboldspil i.

 

Helt sikkert en kamp, som kan fodboldnørde-snakkes i stumper og stykker, hvis man er til det, fordi Fredensborg og Holbæk spiller spillet om points på hver sin helt forskellige måde.

 

Holbæk var mest og bedst på bolden, men uden kraft og ideer til at skabe målchancer mod et enormt disciplineret og velorganiseret Fredensborg-mandskab, der på dødbolde og omstillinger endda havde de fleste af kampens meget få reelle chancer og kvalificerede afslutninger.

 

Hos Holbæk havde Malte Sjørslev og en generelt sikkert og solidt spillende Mads Bøjesen de bedste scoringsforsøg. Sidstnævntes i kampens overtid.

 

Efter ti minutter bag dobbelt-lukkede døre kom en afdampet, fattet cheftræner Freddy Andersen ud og udlagde teksten sådan her:

 

Intet at udsætte på spillernes vilje og fight

 

”Vi bliver ramt på en omstilling, som vi har snakket meget om, at vi skulle undgå. Ellers holder vi dem jo stort set fra chancer, så det var godt nok. Jeg synes jo også, der bliver fightet over hele linjen. Der er ikke noget at udsætte på spillernes vilje og indsats, men vi må erkende, at vi igen havde svært ved at skabe målchancer. Selv om jeg synes, vi havde lige så mange som dem...”

 

Med nederlaget i Fredensborg er Holbæk isoleret i bunden af 2. division, pilje 1. Holdets næste kamp er på hjemmebane mod B.93.

 

Billedet: Mads Bøjesen - sikker indsats og bedste Holbæk-afslutning. (Foto: Laila Versemann)