Sejrstimen fortsætter

17. september 2016

Holbæk - Mørkøv 4-0 (2-0)

1-0 Jesper Halling (35), 2-0 Metkel Awalon (45), 3-0 Emil Bjørn (59), 4-0 Emil Bjørn (70 str.)

Tilskuere: 25

Af John Friis

Som i de 5 foregående kampe tog det lang tid for Holbæk at få lavet det første mål. I modsætning til de andre kampe havde hjemmeholdet ikke - i hvert fald ikke i første halvleg - den kontrol de plejer. Kampen var meget lige og Mørkøv havde vel de største chancer - bl.a. et forsøg som prellede af på overliggeren - inden Holbæk lidt ufortjent bragte sig i spidsen efter 35 minutter.

Mørkøvs målmand fik ikke clearet en lang bold frem i feltet ordentligt. Jesper Halling opfattede situationen hurtigt og fik kontrol over bolden og sendte den i det tomme mål fra en lidt spids vinkel. En føring der ikke var helt efter spil og chancer.

Holbæk fik i det sidste minut af halvlegen den bedst tænkelige måde at gå til pause på, da Metkel Awalon flot styrede bolden i mål efter et perfekt indlæg fra Del Agha i det sidste minut.

Anden halvleg tilhørte hjemmeholdet, og da Emil Bjørn efter 59 minutter sendte bolden i mål med det yderste af tåen helt ude ved modsatte stolpe efter et hjørnespark, var kampen reelt afgjort.

Kampens sidste mål faldt halvvejrs i halvlegen. Metkel Awalon fik et straffe, som Emil Bjørn sikkert omsatte til slutresultatet 4-0. Emil Bjørn blev helt fortjent kåret til kampens spiller efter en meget flot præstation, som han krydrede med hele to mål.

"Det var en god kamp at vinde. Mørkøv er det mest fysiske hold, vi har mødt. Vi viser disciplin og holder aftalerne", lyder det fra en meget tilfreds cheftræner Bo Jensen, der nu kan se sit hold toppe tabellen med 18 point efter 6 kampe og med en imponerende målscore. Andetholdet har scoret hele 23 mål og har kun lukket 3 ind! Det må vel siges at være godkendt.

Næste opgave er lørdag d. 24.9, hvor holdet skal til Odsherred.

Foto: Emil Bjørn spillede en stor kamp og lavede to mål. (Foto: Laila Versemann)