Sammenhold, fællesskab og frivillighed – det er HB&I

8. maj 2016

Af Simon Erboe Rasmussen

Sammenhold, fællesskab og frivillighed. Disse tre nøgleord sammenfatter på meget få linjer den oplevelse, man sidder med dagen efter fire forrygende fodbolddage i Nordjylland, hvor årgangene U12-15 i alt var afsted med hele syv hold.

Det er frivilligheden, når trænerne for de forskellige årgange sent om aftenen, når spillerne er lagt i seng, hænger spillertøjet op i garderoben i bedste Champions League-stil. Her bemærker man det imponerende drive som et dusin trænere bruger fritid, og for nogles vedkommende fridage, på for at skabe de bedste rammer og den bedste oplevelse for deres spillere.

Det er fællesskabet, når U12 og U15 ser hinandens kampe og hepper på HB&I – uanset hvilket niveau, der spilles på. Både bredde og elite. Èn samlet klub.

Det er sammenholdet, når en spiller brænder det afgørende, syvende straffespark og holdkammeraterne med det samme ser bort fra egen skuffelse og stormer hen for at samle den ulykkelige holdkammerat op fra græsset.

Dét sammenhold, det fællesskab og den frivillighed, den kan vi komme langt med. Og det skal være kendetegnende for fodbolden i HB&I.

Tak til alle for nogle uforglemmelige dage i Nørhalne.

For at se og læse mere omkring turen, henvises til Holbæk Bold og Idrætsforening Facebook side.