Nyt HBI-initiativ: To søndags- hjemmekampe på SuRi Park

16. august 2016
Af Morten Skovby, sportschef i HB&I

Velkommen til SuRi Pak på søndag eftermiddag, hvor vi kan byde på to divisionskampe. Umiddelbart efter 2. divisionsholdets kamp mod HIK spiller klubbens talentfulde U19-mandskab på stadion mod B1908.

På terrassen er grillen tændt og klubhus-cafeen er åben, så vi håber meget, at I vil støtte op om vores nye initiativ med at spille to kampe i træk.

Af flere årsager synes vi, det giver rigtig god mening at arrangere hjemmekamps-søndage på Suri Park, hvor vi  kan præsenterer både vores bedste seniorhold i 2. division, samt vores bedste ældste ungdomsspillere i kamp.
Vi har i HB&I en meget spændende U19-årgang. Den består i høj grad af de spillere fra årgang 99, som i sidste sæson præsterede at slutte som nummer 5 i U17 1. division og tilmed spille sig i U17 pokal-semifinalen, suppleret med nogle dygtige andetårs U19 spillere fra årgang 98.
To af U19-spillerne har allerede fået deres debut på seniorholdet i sidste sæson og flere spillere træner allerede nu fast med senior 1, onsdag og torsdag. Rent sportsligt giver modellen med at spille hjemmekampe i umiddelbar forlængelse af senior kampen den yderligere gevinst, at der rent faktisk gerne må sidde op til tre U19 spillere på bænken i senior kampen. Hvis de ikke bliver skiftet ind, eller kun får få minutter, så må de alligevel gerne starte inde i U19 kampen. Det giver vores unge talenter god mulighed for at vænne sig til tilværelsen som senior spiller.
Jeg er overbevist om, at der på vores nuværende U19 hold er flere spillere, som bliver en del af fremtidens senior divisionshold. Jeg tør endda godt tilføje, at flere af dem på nuværende tidspunkt har potentiale og niveau til mere end senior 2. division. Det kræver naturligvis at de fortsætter deres udvikling, bliver ved med at bygge på, samt at vi fastholder dem i klubben ved at give dem gode betingelser for at udvikle sig.   
Turneringsprogrammet for senior og U19 holdet tillader desværre ikke, at modellen kan lade sig gøre til alle hjemmekampe. Men de søndage, hvor senior 1 og U19-divisionsholdet spiller hjemme, vil vi gennemføre projektet, og vi håber naturligvis, at tilskuerne vil tage godt imod initiativet, så vi kan få en god stemning på Suri Park.    
Sæsonens to første kampe i 2. division pulje 1, mod henholdsvis Hvidovre hjemme og Brønshøj ude, endte uafgjort efter spændende opgør, hvor der i begge kampe er der blevet udlignet i overtiden. Vi er dermed ubesejrede, og vi håber at søndagens kamp kan give os den første sejr. Stemningen i truppen er god og på nær et par enkelte skader, er alle spillere klar til kamp.                       

I sidste uge spillede vi os videre i DBU´s pokalturnering med en sikker 5-0 sejr over Nakskov. Holdet har dermed scoret  otte mål i sæsonens første tre kampe. I næste runde af pokalturneringen skal vi møde Dalum som også spiller i 2. division. Kampen spilles i Dalum tirsdag den 30. august.

Søndagens modstander, HIK, er et teknisk godt hold som spiller seværdig fodbold. De vil gerne spille bolden hurtigt langs jorden og er dygtige til den del af spilet. HIK var med i oprykningsspillet i foråret, men er ikke kommet helt så godt fra start i denne sæson, hvor de har tabt sæsonens to første kampe.

I umiddelbar forlængelse af 2.divisionskampen spiller som nævnt vores bedste U19 hold i 2. division mod B1908. Holbæk-drengene vandt i søndags deres første kamp i med hele 8-0 ude over B1903.