Drømmedebut for 40 år siden med lynmål af unge Lindsted

2. november 2016


Søren Lindsted fylder 60 år i begyndelsen af februar, og Holbæk-debuten i april 1976 står stadig lysende klart for den tidligere topscorer. Pokalkampen i Odense endte i tilskuerskandale, og efter kampen tog målscoreren til Paris med sin gymnasieklasse.

Af søm

 

To let grånede, men ganske velholdte mænd kniber øjnene sammen foran kaffemaskinen i 7-Eleven i lufthavnens Terminal 2.
- Hvad står der, søm? Mine briller ligger i tasken. Er det latte, spørger den ene.

Reporteren siger, at det tror han nok. Han har heller ikke sine glasøjne lige ved hånden, men ved fælles hjælp får vi trykket på de rigtige knapper, så der plasker cafe latte ned i det første papkrus og cappuccino i det næste.

Denne artikels signatur har siden slutningen af 1970'erne interviewet Søren Lindsted mange gange. I telefonen, da han spillede i Holland og Belgien, og under knagerækker i omklædningsrum, da han havde genoptaget karrieren i Holbæk.

Vi har også før mødtes til fodboldsnak i lufthavnen i Kastrup, hvor Lindsted i maj 2017 har haft  arbejdsplads i 25 år. Da var angriberen for længst stoppet og fandt kun støvlerne frem til veteranbold eller til den årlige landliggerkamp i Rørvig med sommerlandets kendisser.

Det kniber for os begge at huske, hvornår dét interview i lufthavnen fandt sted. Kan det have været, da jeg blev 50, spørger Søren Lindsted, der sammen med hustruen Bente og den aldrende golden retriever Zilla bor i Nykøbing Sjælland.

Døtrene Camilla og Caroline er 35 og 33 år og fløj for mange år siden fra reden i Nykøbing, hvor ”de gamle” kan kalde sig bedsteforældre. En svigersøn er ansat i DBU's salgsafdeling, så der bliver stadig snakket fodbold i familien.

Bente Lindsted er bestyrer af Havnegrillen  i Rørvig, hvor Søren hjælper til, når han ikke er superpendler på vej til og fra jobbet i Kastrup.  De godt 100 kilometer hver vej er efterhånden lidt sure, men samarbejdet med de mange gode kollegaer får ham til at blive ved.

Med sikkerhed er anledningen til vort møde denne gang ikke en rund fødselsdag. For Lindsted fylder først 60 år den 2. februar næste år, og i telefonen er jeg driblet udenom præcis, hvad samtalens omdrejningspunkt skal være.

 

undefined
Søren Lindsted fylder 60 år til februar, og han har også 25 ås jubilæum på sin arbejdsplads i lufthavnen i 2017. Foto: søm


Temaet i dette nostalgi-nedslag må nemlig gerne være et lille overraskelsesmoment for hovedpersonen. Planen er at give beskrivelsen af karrieren en mindre rolle og især slå ned på ét punkt: Debutkampen.

Der skal dog være plads til sidespring og svinkeærinder, men jeg har stillet den gamle topscorer i udsigt, at han denne gang kan slippe for at tale om de sædvanlige Lindsted-emner.

Det gælder især filmen Escape to Victory - på dansk Fangelejrens Helte - fra 1981 hvor sjællænderen havde en lille rolle i selskab med navne som Sylvester Stallone og Michael Caine fra filmens verden samt Pelé og Bobby Moore fra fodboldens.

Det er egentlig heller ikke planen at genhøre fortællingen om de 30 mål, der i 1978 gjorde ham til topscorer i danmarksturneringen og havde 30.000 kroner fra Tipsbladet i halen som belønning.

Ja, altså … medmindre han selv bringer de gamle historier på bane. Vi får se, men nu bænker vi os i hvert fald blandt de flyrejsende i afgangshallen med kaffen.

Søren Lindsted er lidt øm over lænden efter en omgang træning med fodboldveteranerne forleden. Det er en skade, han kan huske fra gamle dage, og kroppen kan glæde sig over, at det er stillesiddende arbejde, der kalder om en times tid.

Med sit adgangstegn om halsen skal Lindsted ”om bagved” og passe jobbet ved computerne hos firmaet Aviator, der i hans mange år som ansat også har heddet Copenhagen Airservice og Novia.

Firmaet, der nu er på svenske hænder, har flyselskaberne som kunder. Aviator står for indtjekning af passagerer, at læsse og laste fragt samt styre vægt og balance i de store maskiner. Det er især den detalje, Lindsted som koordinator for mandskabet ude ved flyene har fokus på inden take-off.

Og nu skal denne historie også til at speede op og komme ud ad startbanen. Vi gør klar til at lette:
- Din debut på Holbæks førstehold, Søren Lindsted. Kan du huske den?

Hvis der havde været tale om en regnvejrskamp i Glostrup, som endte 0-0, kunne man måske have taget ham på sengen. Men den er nem for Lindsted, der svarer med det samme.

- Ja, det kan jeg. Den står klokkeklart. Det var en pokalkvartfinale i Odense mod OB, som vi vandt med 2-0, og hvor jeg scorede det første mål. Jeg kom med fra start, fordi Tarter - altså Torben Hansen - var blevet skadet til træning. Det var en drømmedebut. Og tænk på, at jeg kun var 19 år.

Det er alt sammen rigtigt husket, og inden vi fylder detaljer på debuten i påsken 1976, er det på sin plads at servere lidt baggrund for den første af  Lindsteds 239 førsteholdskampe for Holbæk og det første af de 98 mål, han står noteret for.

Som ynglingespiller var den talentfulde angriber kommet til HB&I fra Nykøbing Sjælland, og det fortæller vi mere om i en anden historie.

I det første år som senior begyndte han i truppen til Holbæks andethold, og målnæsen vibrerede allerede i slutningen af januar med et par scoringer i en intern træningskamp.

undefined
Traditionen tro kom de nye spillere i avisen, da man tog hul på forberedelserne til en ny sæson. Søren Lindsted var nyoprykket yngling, mens de tre andre kom udefra.


Derefter scorede Lindsted i alle testkampe for danmarksserieholdet, hvor også den 22-årige islænding Atli Hedinsson var ny i truppen.

To Lindsted-mål i en testkamp mod Brøndbyerne i begyndelsen af marts gav chancen som venstre wing på førsteholdet mod det hold svenske Kalmar. Søren skaffede et straffespark, som Allan Hansen, scorede på, og han nettede selv en enkelt gang i Holbæks sejr på 5-1.

Frosthårde baner udsatte en stor del af premiereprogrammet i 1. division i slutningen af marts, og det gjaldt også den første turneringskamp for Holbæk. Det var mod B1903 på Gentofte Stadion.

Holbækkerne slog i stedet Hvidovre fra 2. division med 5-0 i en træningskamp, og 12. manden Søren Lindsted var igen på pletten. Det var han også, da Holbæks danmarksseriehold fik skudt gang i turneringen med et nederlag på hjemmebane mod Køge.

Mesterklubben fra året før, hvor Holbæk på de små marginaler blev henvist til DM-sølvet, vandt andetholdenes kamp med 3-1. Alle tre gange var det Lasse Henriksen, der udnyttede blottelser og sendte bolden ind bag Holbæk-målmand Ivar Krebs.

En flugter med højrefoden fra Søren Lindsted susede i kassen og var et af de få oplivende Holbæk-momenter i reservernes dyst.


undefined
Et pletskud af den unge Lindsted. Her scorer han Holbæks eneste mål mod Køge i en kamp for andetholdet, der lå i danmarksserien. Per Jensen - byens bedste fodboldfotograf i en lang årrække - stod for pletskuddet med sit kamera, og billedet blev bragt i Sjællands Tidende.


Førsteholdets kamp mod B93 blev også udsat, så en hjemmekamp mod KB, der havde nået at spille to kampe, blev premiere for holbækkerne i 1. division. Der var ingen Søren Lindsted i truppen, men  derimod debut til Preben Olsen fra Knabstrup.

Og han kom - sammen med det 20-årige stortalent Henrik Tune, der allerede havde haft nogle divisionskampe som 12. mand - til at spille en afgørende rolle, da Holbæk søndag den 11. april foran næsten 4000 tilskuere vandt med 3-1.

Olsen udraderede på det nærmeste boldgeniet Finn Laudrup, der ikke fik lov at svinge dirigentstokken på københavnernes midtbane, og Tune scorede to hovedstødsmål hos KB-keeperen Ole Quist. Han lagde også op til Torben Hansens mål til 3-1.

Hans E. Andersen, der var kommet fra Kalundborg, var 12. mand. Det var meningen, at angriberen Søren Lindsted skulle overtage dét rygnummer fire dage senere i pokalkvartfinalen mod OB på udebane.

Men under tirsdagens træning gik det galt for Torben Hansen, der blev ramt en fibersprængning, og træner Bosse Håkansson konstaterede på kampdagen i Holbæk Amts Venstreblad, at den farlige angriber næppe kunne spille.

undefined
Torben Hansens skade under træningen i Holbæk var selvfølgelig temaet i Venstrebladets foromtale af pokalkvartfinalen mod OB.


- Bliver Torben ikke klar, rykker Søren ind som spydspids. Han har i træningskampene vist så mange gode detaljer, at vi ikke er spor nervøse for at give ham debut i så vanskelig en kamp, lød det fra træneren.

Og det tør nok siges, at debutanten levede op til tilliden. Efter to-tre minutters spil i Odense sendte Lindsted bolden i nettet bag OB-målmanden Erik Berthelsen.

- Jeg kan huske, at Jørgen Jørgensen var med i opspillet. Han var jo den store, gamle mand med rutinen og en, man så op til. Jeg var i det hele taget nok en smule benovet i den første tid, lyder det 40 år senere i lufthavnen.

Detaljen er rigtigt husket. Jørgensen - der var 33 år på det tidspunkt - brugte Bjarne Johansen som bande i venstre side og kom til baglinjen. Smækkede en aflevering skråt bagud, hvor bolden efter en kontra havnede hos Lindsted, der scorede.

- Det var en fantastisk følelse og selvfølgelig lige, hvad en ung spiller havde gået og drømt om. Der var omkring 7000 tilskuere i Odense, men jeg havde faktisk ikke rigtig nået at blive nervøs, fordi det hele var gået så hurtigt på grund af Torbens skade.

Den 19-årige debutant havde en stor chance for et mål mere, men måtte se målmanden parere i kampens afslutning. Da havde Preben Olsen - på oplæg fra en anden af Holbæks young guns  Henrik Tune - for længst gjort det til 2-0 og afgjort kampen mod et noget bovlamt OB-hold.

Debutanten fik ros og rygklap i lange baner, og Lindsted sendte en tak - ikke til søens folk, men til dem på sin hjemegn - da han sagde:

- Det skønneste af det hele er dog, at mine gamle klubkammerater i Nykøbing og Rørvig ikke har vendt mig ryggen. Da de i radioen hørte, at jeg havde bragt Holbæk foran, ringede de straks mine forældre op og sagde tillykke. Det luner, sagde Søren Lindsted, da Venstrebladet på den avisløse langfredag kontaktede ham.

undefined
Holbæk-debutanten Søren Lindsteds hurtige mål på Odense Stadion blev behørigt omtalt. Efter kampen opstod der voldsom tilskuerballade, og en politistyrke måtte rykke ud for at dæmpe gemytterne.


Omtalen af kampen måtte vente til påskelørdag, hvor et stort emne også var de uroligheder, der opstod efter den ellers noget tamme kvartfinale. Da dommer Ole Amundsen fra Næstved fløjtede af, strømmede tilskuere ind på banen, og et stort slagsmål udviklede sig.

Kontrollørerne fik nogle hede minutter, og deres kasketter var eftertragtede trofæer, men så dukkede politiet op med store schæfere, og det lagde en dæmper på lysten til at dele øretæver ud.

Ekstra Bladet skrev om ”de hidtil største skandalescener i dansk fodbold” og kunne berette, at en beruset tilskuer havde trukket to (!) store knive mod en kontrollør. Og at ølflasker fløj i luften som kasteskyts.

Nogle af de fynske kontrollører gav udtryk for, at sjællandske tilskuere havde startet balladen, fordi en ungdommelig Holbæk-fan smed en ølflaske på banen. Modsat på Holbæk Stadion kunne man i Odense købe øl under kampene.

Men det var en kontrollørs behandling af en helt ung OB-tilskuer, der efter slutfløjtet løb på banen med kurs mod dommeren, som for alvor tændte krudttønden.

Der blev skrevet om ”engelske tilstande” i aviserne, men i den mere fredelige afdeling trak Holbæk som næste pokalmodstander Kastrup, der havde slået Næstved med 3-1 i sin kvartfinale. Der var  lodtrækning direkte i TV-Sporten skærtorsdag aften.

I den anden semifinale trak Esbjerg, der havde slået Vejle med 6-3 efter forlænget spilletid og straffespark, hjemmebane mod Frederikshavn. Vendelboerne var tophold i 2. division og havde slået KB med 4-1 efter forlænget spilletid.

Holbæk skulle inden semifinalen spille to 1. divisionskampe, og de endte begge 0-0. Den første mod Vejle, foran 5100 tilskuere hjemme, var trist, mens den udsatte premiere mod B1903 ude blev målmændenes kamp. Benno Larsen og Per Poulsen havde begge storspillet fremme.

De to kampe var Søren Lindsted ikke med i, og det var hans egen skyld. Gymnasieeleven fra Stenhus - hvor han på et tidspunkt i øvrigt fik Bosse Håkansson som gymnastiklærer - var nemlig på studietur til Paris med sin klasse og havde meldt afbud.

Han nåede hjem til semifinalen mod Kastrup, hvor Amager-klubben havde valgt at flytte hjemmebane til Idrætsparken, men var efter sit fravær ikke udtaget. Lindsted så Holbæk-sejren på 2-0 fra tilskuerpladserne.

Efter de 180 Holbæk-minutter uden mål scorede Atli Hedinsson på en aflevering fra Allan Hansen, der selv sørgede for 2-0 med et hovedstødsmål i midtugekampen mod Kastrups himmelstormere.

De velspillende oprykkere fra Amager havde de to foregående år vundet først 3. division og derefter den næstbedste række med Jørgen Osbæck som en frygtet forward.

Men i pokalkampen blev han og Kastrup blev afvist af Holbæks velfungerende forsvar. Benno var igen bomstærk i målet - og Holbæk var i pokalfinalen for andet år i træk!

undefined
Så er der fløjtet til kaffepause i lufthavnen, hvor Lindsted og reporteren er godt i gang med at gennemgå de første år af Holbæk-topscorerens karriere.
 

- Det var noget af et valg, jeg skulle tage med den Paris-tur, og jeg var meget i tvivl efter min debutkamp. Men vi havde sparet sammen i et halvt år i skolen og forberedt os på turen, så jeg tog altså med. Det fortrød jeg ikke. Det var en fed tur ...  det af den, jeg kan huske, lyder det mange år senere - med noget, der minder om et smørret teenagergrin.

Efter to gange 0-0 i træk i landets bedste række og en sejr over Kastrup i pokalsemifinalen, skulle Holbæk hurtigt i aktion igen.

Det var også uden talentet fra Odsherred, at holbækkerne om søndagen spillede uafgjort for tredje gang i træk i 1. division.

Det blev 1-1 i udekampen mod AaB, hvor Henrik Tune fintede hjemmeholdets forsvar helt ud af den, inden han udlignede den nordjyske føring.

Samtidig var Søren Lindsted med til at vinde med 2-1 over KB i reservernes kamp i danmarksserien. Han scorede det ene af hjemmeholdets mål med en flugter og blev udtaget til tirsdagens hjemmekamp i 1. division mod Vanløse.

Vanløse havde året før spændt ben for det DM-guld, der lå og ventede på Holbæk for enden af regnbuen ved at klare 0-0 på hjemmebane, og holbækkerne tørstede efter revanche i aftenkampen. I det sammenpressede program, hvor Vanløse om søndagen havde tabt med 0-2 til Fremad Amager, gentog Holbæk de cifre.

Krath scorede til 2-0 på frispark, og inden da havde Atli Hedinsson sørget for det første mål. Søren Lindsted var god i angrebet - og årsag til et rødt kort til de hårdt spillende Vanløse-folk.

Og nu holder vi kaffepause i lufthavnen. Fortsættelse følger i den næste historie om Holbæk-foråret i 1976

 

Læs  også disse historier om Søren Lindsted:

Det var dengang da hele byen ...

Da lærer Jørgensen fik øje på …

Fem hurtige til Søren Lindsted