De yngste talenter på fælles træningslejr

29. marts 2016

Af: T+ træner Klaes Rasmussen

Fælles træningslejr for Talentholdene på U12-U15 er et af de mange nye tiltag der er skabt på de yngste talenthold. I weekenden var 74 spillere på træningslejr på Klintsøgaard Idrætsefterskole i Odsherred.

Træningslejren blev brugt til at finpudse enkelte spillemæssige elementer på de enkelte hold, ligesom dagene blev brugt til at lave fælles aktiviteter på tværs af holdene. Via fælles oplevelser skal vi skabe sammenhold på tværs af holdene og skabe en fælles HB&I-ånd som spillerne kan tage med videre på U17, U19 og divisionsholdet.

undefined

Overordnet er det klubbens vision at skabe et endnu bedre træningsmiljø for de yngste talenter og træningslejren er et af flere beviser på at der er handling bag ordene. I den kommende tid vil vi åbne op for vores nye fælles omklædningsfaciliteter i ”barakkerne” ved bane 2, mens alle holdene også drager på fælles tur til Nørhalne Cup i Kr. Himmelfarts ferien. I øvrigt sammen med flere af de øvrige hold i ungdomsafdelingen. Deltagerantallet til denne tur har allerede rundet hundrede!

Vi tror fuldt og fast på at fællesskab og sammenhold på tværs af flere hold skal styrke vores træningsmiljø for spillerne og samtidig gøre det endnu sjovere at være børne- og ungdomstræner i HB&I. Træningslejren på Klintsøgaard var bare den første af mange sjove og udviklende oplevelser for vores yngste talenter.