Hård topkamp i U19-div.

1. november 2016

Slagelse - HB&I: 2-1 (1-1)

Af Henrik Brandrup

Der var top opgør i divisionen, da Holbæk var i Slagelse søndag. Man mærkede det i omklædningsrummet, under opvarmningen – og fra første fløjt. Muligheden for at snuppe 1. pladsen i divisionen lagde sig som udspændt energi over holdene, banen og ud i spillerboksene. Der var massiv tænding. Højt tempo, masser af nærkampe, pres, genpres og pres igen kombineret med hurtige omstillinger og højlydt kommunikation hos begge mandskaber. Man mærkede tydeligt pulsen og kampens betydning.

Der faldt chancer af i begge ender – og begge hold kunne godt have scoret på nogle af de muligheder, der opstod. Slagelse skød lige over på en tværbold i Holbæk-feltet og Frederik Ruhr var lige ved at slide sig helt fri på en næsten-friløber, som Slagelse dog i allersidste sekund fik afværget. Således bølgede det frem og tilbage.

20. min. 1-0: Slagelse fik momentum og efter 20 minutter blev et pres med hurtig boldomgang fastholdt udenfor Holbæks felt. Bolden blev spillet til en Slagelsespiller, der kom bagfra og ingen Holbækker kunne nå ud og blokere muligheden. Det blev til et drømmehug, der strøg utageligt op i det lange hjørne. Flot, flot mål.

29. min. 1-1, Simon Engberg: Holbæk kæmpede for at bryde Slagelses momentum og med disciplin og klogskab i spillet, fik Holbæk en god periode på et kvarters tid midt i halvlegen. Slagelse blev sat under pres og, i et godt kombineret opspil mod Slagelses felt, fandt Frederik Ruhr med en fiks stikning Simon Engberg i feltet. Han plaffede kompromisløst bolden i nettet helt ude i siden. Godt, flot og hurtigt angreb.

Slagelse tiltvang sig igen overtaget i sidste del af første halvleg, både på grund af godt og hurtigt spil, gode tekniske detaljer, kombinationer, løb og fight. Oveni det kom, at de havde en mange høje spillere, der gang på gang både ryddede op i forsvaret og samtidig var en trussel i Holbæks felt.
Et minut før pausen var det dog et bold-missil fra Slagelse, med kurs mod det lange hjørne, som de fleste nok havde set på vej i netmaskerne. Så hvordan David Paris i målet snød tyngdekraften i den situation og flyvende i fuld længde med den yderste syning på handsken lige præcis fik drejet bolden over trekantssammenføjningen, må vi spørge Newton om. Virkelig en klasseredning.

Samlet set havde Slagelse været mest ’på bolden’ i første halvleg. Holbæk kom dog ud med endnu mere gejst til anden halvleg og var godt med. Et par gange var det rigtig tæt på en føring til Holbæk, men de berømte marginaler var ikke på udeholdets side.
Det var marginalerne og dygtigheden til gengæld de3-4 gange i anden halvleg, hvor en Slagelsespiller blev spillet helt fri med David Paris som sidste skanse. Han vandt dog alle duellerne, og holdt et meget højt niveau hele kampen. Benjamin Maarfelt og Mathias Bruun Andersen skilte sig også ekstra ud på et Holbækhold, der dog generelt gjorde det så godt som muligt. Modstanden var hård.

75. min. 2-1: På et hjørnespark var alle Holbækkere sådan set chanceløse. Slagelse lagde et perfekt hårdt indlæg lidt inde i feltet i 1. sals højde. Her kom de 4 højeste Slagelsespillere løbende til i en oplagt indstuderet standardsituation. Tredje mand i deres indløb kom højest og pandede bolden modsat ned i målet ved roden af stolpen. Flot mål – og nok endnu flottere set med Slagelse-øjne.

Sejren var retfærdig nok, selvom alle fra Holbæk blev ved med at håbe på det ekstraordinære lige til det sidste. Efter nederlaget er muligheden for 1. pladsen spillet ud af hænderne på Holbækkerne. Selv med sejre i de 2 sidste kampe – den ene mod topholdet Helsingør – kan både Slagelse og netop Helsingør selv afgøre det. Holbæk skal håbe på, at de to konkurrenter sætter point til.

Næste kamp i turneringen er på fredag den 5. november kl. 18.30 i netop Helsingør.