Koncentreret Holbæk-sejr

11. september 2016

Greve - HB&I: 0-2 (0-2)

Af Henrik Brandrup.

Det var to opsatte mandskaber, der tørnede sammen i aftenkampen fredag i Greve. Begge hold kørte med højt pres, intensitet, tempo og mange nærkampe. Der var omstillinger, pres og genpres og ’halve’ chancer til begge sider. Tættest kom Greve efter 12 minutter, da Holbæks målmand David Paris måtte parere et hårdt skud fra siden af feltet. Returen røg ud til en anden Greve-spiller, der fra kanten af feltet skød på overliggeren.

16. min. 0-1, Mathias Eilstrup: Der skulle dog ikke gå mere end 4 minutter, så lå bolden i nettet hos Greve. Mathias Eilstrup, der havde været med i opspillet nede bagfra, kom via bandespil og et par gode træk næsten fri i feltet. Han var dog fri nok til at forsøge med en afslutning, som Greves målmand parerede lige ud til ham igen og så kunne han let prikke ’kuglen’ i kassen. Flot opspil og glimrende aktion op ad banen af Eilstrup.

Holbæk var meget sikker i sin boldomgang, kontrollerede opspil og i det hurtige omstillingsspil. Netop det, at kunne ’holde fast’ i bolden og på rette tidspunkt enten opbygge et pres eller lave hurtige omstillinger, når chancerne er der, har været væsentlige fokuspunkter i træningen gennem de seneste uger. Det gav Holbæk et lille men vedvarende overtag det meste af kampen.

39. min. 0-2, Tor Ømark: Men helt let var det ikke. Greve var fysisk stærke og gode i pasnings- og diagonalspillet og der blev kæmpet koncentreret fra begge sider.
I et vedvarende Holbæk-pres blev Tor Ømark skubbet i ryggen inde i Greves felt og det efterfølgende straffespark satte han selv sikkert i mål.

Resten af kampen var en dyst på årets bedste niveau. Alle mand på begge hold leverede en levende, underholdende og medrivende kamp. Holbæks evne til sikkerhed og konstant højt niveau retfærdiggjorde sejren. Det var samlet set tættere på 3-0 end en reducering, så sejren var fuldt fortjent.

Cheftræner Ib Kristensen sagde efter kampen:
”Det var en uhyre kontrolleret Holbæk-indsats med et stærkt arbejdskollektiv. Det var en sand fornøjelse for alle spillere og os i trænerteamet. Vi glæder os til næste kamp, som er 3. runde i pokalturneringen på onsdag aften i Ringsted”.