Intern rokade i den sportslige ledelse

17. maj 2016

Af Asger Madsen 

I forberedelserne på den kommende sæson er de første brikker faldet på plads i den sportslige ledelse. Asger Madsen fortsætter som formand for eliteudvalget. Morten Skovby bliver ny sportschef i klubben efter sommerferien og nuværende sportschef Steen Vester overtager rollen som talentchef for klubbens U17 – U19 hold. Beslutningen er et led i den langsigtede plan der skal sikre, at Holbæk B&I kan udvikle klubbens egne talenter til at overgå fra at være et ungdomstalent i U17 & U19 divisionen til at blive en fast del af klubbens bedste senior divisionsmandskab.

Klubben råder over et større antal potentielle divisionsspillere i den kommende 1. års senior årgang 97 og der er endnu flere på vej fra årgang 98 og 99, så alle sejl skal sættes ind på at gøre dem klar til, at Holbæk B&I hen mod år 2020 skal spille med om oprykning til 1. division. Steen Vester vil således have primær fokus på 1. års seniorerne samt spillerene i de efterfølgende årgange og vil ud over dette fortsat have ansvaret for arbejdet omkring klubbens 1. hold vedr. kampanalyse delen. I forhold til at få truppen på plads til den kommende sæson vil Steen Vester og Morten Skovby i samarbejde få aftalerne med de etablerede divisionsspillere forhandlet på plads i løbet af de næste par uger.

Divisionstruppen skal bestå af spillere der både har evnerne og viljen til at være med i det kommende projekt ligesom trænerteamet skal have kompetencen og tålmodigheden til at bygge et hold op, der kan spille med om oprykning til 1. division om et par år eller 3. Der er på nuværende tidspunkt en god dialog i gang med de nuværende trænere, ligesom klubben naturligvis også har samtaler med andre kandidater der vurderes at have evnerne til at indgå i projektet.

Med rokaden omkring klubbens ny sportschef Morten Skovby som jo er nuværende U17 div. træner, er der i den forbindelse indgået en ny aftale med Klaes Rasmussen der bliver cheftræner for U17. div. truppen. Klaes har imidlertid varslet, at han i efteråret ikke kan ligge den fornødne tid og energi i cheftræner rollen, da han er blevet nybagt far, så det betyder at der internt i klubben laves en midlertidig løsning i efteråret og her er de sidste brikker også ved at være på plads. Nærmere info følger herom.

Rokaden omkring Klaes Rasmussen har betydet at klubben har skulle hente en ny cheftræner ind til U15 eliteholdet og her er der indgået en aftale med Lars Randløv. Lars er uddannet A-licens træner og har været cheftræner i et par Københavnerklubber og har senest arbejdet omkring specifik træning, kampanalytiker og scout i FC Københavns ungdomsafdeling.