Husker du ... Niklas Håkansson

22. januar 2016

Af søm

 

Sådan cirka 400 mennesker i Danmark hedder Håkansson til efternavn. Og mon ikke, at en god sjat af dem har svenske familierødder ...

På den anden side af sundet går cirka 15.000 rundt med navnet Håkansson, og da de såkaldt glade 60'ere sang på sidste vers, rejste en af dem til Danmark.

Han hed også Bo Ingvar og blev kaldt for Bosse. Trænerens meritter i dansk fodbold - to gange DM-guld med B1903 plus én sølv og to pokalfinaler med Holbæk samt sejr i Carlsberg Cup med Jyderup - letter vi på hatten for. Og dribler så hurtigt videre til hans og hustruen Birthes to sønner. Især den ældste.

undefined

Niklas' og Stefans far, Bosse Håkansson, kom til B1903 som 27-årig og gjorde klubben til dansk mester to år i træk. Her følger han spændt med i en afgørende kamp i 1970. Billedteksten i Fodbold Jul slår fast, at  nerverne trænger til hvile, og at de  kan få det i Holbæk.


Niklas Håkansson er født i slutningen af januar 1976 - næsten ni måneder efter, at farmand og Holbæk-holdet havde tabt pokalfinalen i Idrætsparken til Vejle og to måneder efter DM-sølvet, lige i hælene på Køge. Og præcis fire måneder før endnu en tabt pokalfinale, denne gang mod Esbjerg.


Niklas Håkansson er således næsten født til fodbold, og han snørede sine første støvler - eller fik dem snøret af en voksen - i Jyderup i begyndelsen af 1980'erne, hvor farmand var blevet træner for klubben, der lå i 3. division. Jyderupperne slog faktisk Holbæk - med Kresten Bjerre som træner - med 3-0 og 2-0 i 1983 og var lige ved at rykke op.

Unge Håkansson viste hurtigt talentet og skiftede til Holbæk. Som junior var han sammen med kammeraterne Nicolai Stokholm og Martin Skov, som han delte passionen for knallerter og fodbold med, et smut i Roskilde. Men vendte tilbage til HB&I som yngling, da Bosse blev træner for holdet.

I slutningen af september 1994 blev han som 18-årig ynglingespiller hentet op på seniorernes førstehold, der var i knibe i danmarksserien og fik en drømmedebut: En scoring og to assists i  en sejr på 4-0 over KB. I alt er han noteret for 12 Holbæk-mål.

I samme periode var talentfulde Niklas til prøvetræning i Superliga-klubberne Silkeborg og FC København, uden at det blev til aftaler. 

I 2006 spillede han sin 242. og sidste Holbæk-kamp. I mellemtiden havde Håkansson også været på kontrakter i Kalundborg i 2. division og 1. divisionsklubben AB. Samt spillet for Brønshøj i en kort periode.

I begyndelsen af seniorkarrieren huserede Niklas Håkansson som en teknisk god midtbanespiller med defensive pligter. Med tiden rykkede han lidt tilbage på banen og var en hovedstødsstærk og forudseende forsvarsspiller, både centralt og som back.

I Holbæk var den ældste Håkansson-søn med til at vende adskillige års sportslig nedtur for klubben og sikre oprykninger til først danmarksserien og derefter 2. division.

undefined

Niklas Håkansson var med i flere Holbæk-oprykninger i sin karriere. Her går han ombord i champagnen, da der i juni 2003 blev skålet for klubbens tilbagevenden til 2. division efter et par sæsoner i danmarksserien. Udklippet er fra en årskavalkade i den lokale avis.

 

Men op i landets næstbedste række lykkedes det ikke at nå med Holbæk i en karriere, der blev forkortet af to korsbåndsskader. Den ene i forårets første kamp i 1996 kostede et års pause, mens den anden - 10 år senere - reelt lukkede tiden med divisionsfodbold for den kun 30-årige spiller.

Han var for et kort bemærkning vendt tilbage til HB&I efter et noget bittert farvel i 2005, hvor anføreren følte sig vraget, fik ophævet sin kontrakt og skiftede til AB.

Niklas Håkansson nåede lidt retrætebold i serieklubben Rosenhøj i Hvidovre - kendt for blandt andre at have fostret Johansen-tvillingerne, Daniel Agger og Michael Krohh-Dehli - inden det var slut.

Stefan Håkansson, der var cheftræner i Holbæk indtil december - hvor han pludselig blev fyret samme dag som Mourinho i Chelsea - er noteret for 259 førsteholdskampe over en periode på 15 år. Og lillebror skal lige give sit besyv med, inden vi åbner selve fortællingen:

- Menneskeligt er Niklas den meget velovervejede type, og han kan være irriterende fornuftig at høre på. Jeg er mere impulsiv. Det er nok meget sigende, at han som spiller havde overblikket og styrede tingene nede bagfra, mens jeg var mere offensivt anlagt … ja, nogle gange nærmest kamikazeagtig. I hvert fald som yngre.

Så vidt den yngste Håkansson, der fra Holbæk tog med Niklas rundt til klubberne Brønshøj, Kalundborg og AB. Hjemmesiden satte sig for at møde storebror og høre om både fortid og nutid. Det blev til tre møder i løbet af en halv snes dage. Velkommen til tre halvlege med en Håkansson.

 

Læs også disse artikler om Niklas Håkansson:

Første halvleg ...

Anden halvleg ...

Tredje halvleg ...

Fem hurtige ...