Holbæk U19 videre til 4. runde i pokalturneringen

15. september 2016

Ringsted (Mest.) – HB&I: 1-3 (0-2)

Kampreferat 14.09.2016: Ringsted (Mest) – HB&I (Øst 1, division)
af Henrik Brandrup

I 3. runde af pokalturneringen vandt Holbæk onsdag aften lidt af en ’pligtsejr’ over Ringsted fra Mesterrækken. Ringsted spillede for deres chance og var godt med i starten af kampen, hvor Holbæks ’maskinrum’ lige skulle varmes op.
Man fornemmede en niveauforskel, og når Holbækspillerne gik op i gear, havde Ringsted svært ved at følge med.

9. min. 0-1, Mads Bobjerg: Efter 5 minutter ramte Mads Bobjerg overliggeren, men 4 minutter senere var der ingen slinger. Efter en hurtig omstilling chippede Jonathan Kirk smart bolden mellem to Ringstedspillere ind til en fremadstormende Mads Bobjerg, der resolut kononerede bolden i kassen. Fikst lavet af Jonathan Kirk og fremragende eksekveret af Mads Bobjerg.

43. min. 0-2, Tor Ømark: Det lykkedes Ringsted af trække tempo ud af kampen og man skulle helt frem til kort før halvleg, for næste mål blev en realitet. Mads Bobjerg lavede et af sine karakteristiske rush frem ad banen, skar skarpt ind i feltet for at komme til skud, men blev skubbet omkuld. På det efterfølgende straffespark scorede Tor Ømark sikkert.

Simon Petersen fra det centrale forsvar og Mathias Eilstrup fra sin 6’er-position var sikre og kreative i deres indgreb. Samtidig igangsatte de mange Holbækangreb med sikkert pasningsspil, gode stikninger og lange præcise afleveringer i Ringsteds ’bagrum’.

55. min. 0-3, Tor Ømark: Efter endnu et Mads Bobjerg-raid i feltet og på baglinjen fandt han Tor Ømark skråt bagud ud for bagerste stolpe og han kunne let score sit andet mål i kampen.

80. min. 1-3: Ringsted fik brudt et Holbækangreb og igangsatte en hurtig kontra. En lang bold frem ad banen kom lidt overraskende for udeholdet samtidig med, at en Ringstedspiller sprintede afsted mod mål. Bolden hoppede på kanten af feltet og med en perfekt vrist-flugter sad bolden utageligt ude i sidenettet. Flot banket ind.

”Dejligt at være kommet videre i pokalturneringen og have en balast på i alt 7 sejre i træk, når vi tæller turneringen med. Det giver optimisme i truppen og trænerteamet, og en ekstra gejst til træning. Det skal meget gerne vise sig i næste hjemmekamp på søndag kl. 15.15 mod Farum. 
4. runde i pokalturneringen er i uge 40, men modstanderen er ikke på plads endnu”, sluttede cheftræner Ib Kristensen”.