Kristian Holm og Saban Özdogan stopper.

19. juni 2016

To af de bærende spillere i den seneste sæson har valgt at stoppe i klubben efter den sidste kamp. Begge begrunder afskeden med afstanden fra bopælen i hovedstadsområdet.

Sportschef Steen Vester siger om de to spillere:
"Saban kom til klubben sidste sommer og har med sin gode instilling og høje tekniske niveau været en vigtig del af holdet."

"Kristian er jo næsten en institution for sig!  Han har været anfører og en vital spiller i nogle af de hårdeste år for klubben.  Han har haft enorm betydning for holdet, klubben og for den instilling og attitude, vi gerne ser for en ægte HB&I'er!  Vi er glade og stolte over, at have nydt godt af Kristians kvaliteter de seneste mange år"

Kristian Holm selv udtaler om afskeden med barndomsklubben:

"Jeg er yderst taknemmelig for min tid i Holbæk B&I. Holdkammerater, trænere, ledere, fysser, kantinedamer m.m har gjort det til en fantastisk tid for mig. Bopæl i København, fuldtidsstudie i Hillerød og fodbold i Holbæk har gjort at jeg, rent logistisk, har haft svært ved at få min hverdag til at gå op. Samtidig har jeg mod på en ny udfordring - både som menneske og fodboldspiller

Holbæk B&I er en klub som jeg vil anbefale til alle som jeg møder på min vej. Det er en klub som værner om de helt rigtige værdier. Et sted, hvor man fighter for logoet og hvor respekten for hinanden er en selvfølge.

Jeg ønsker alle i og omkring klubben alt det bedste. Endnu en gang, tusind tak".

"Det er klart, at når to spillere fra startopstilling forsvinder, skal de erstattes.  Vi er allerede i dialog med flere spillere udefra - heriblandt spillere med solid divisions-erfaring - som ville kunne forstærke truppen"
Siger Vester