Holbæk henter ung venstrekant-spiller i Kalundborg

20. november 2016

 

Holbæk B&I har til den kommende sæson skrevet en kontrakt med den 22-årige Andrew Kakooza som senest har spillet i Danmarksserien for Kalundborg.

 

Andrew Kakooza kommer oprindeligt fra Uganda. Han er venstrebenet og kan både spille venstre kant og venstre back.

 

Ifølge HBI´s sportschef Morten Skovby er han i besiddelse af de klassiske afrikanske fysiske kompetencer i form af hurtighed, adræthed og styrke. 

 

”Vi har kigget på Andrew igennem det sidste års tid og haft ham inde til prøvetræning i to omgange her i efteråret. Begge gange har han vist, at han har nogle kompetencer, som er lidt anderledes end dem vi har i truppen i forvejen", siger sportschefen og betegner Andrew Kakooza som lynhurtig og meget udfordrende i sit spil.

 

"Og så har han jo den der afrikanske uortodokse stil med en imponerende acceleration i sine bevægelser. Vi ser ham mest som en offensiv kantspiller, som kan bringe noget nyt til holdet og som kan gøre ondt på enhver modstander", mener Morten Skovby.

 

Sportschefen siger om Andrew Kakooza største udfordring: 

 

"Han mangler stadig en del taktisk forståelse og det skal vi bygge på ham henover vinteren. Men han er enormt træningsvillig og vil gerne lære, så det skal nok komme. Det bliver spændende at se, om han kan slå til på divisions-niveau."

 

 

Foto: Andrew Kakooza - fra Kalundborg til Holbæk på et-årig aftale.