Holbæk B&I forlænger med yderligere tre spillere

9. juni 2016

HB&I´s førsteholdstrup til den kommende sæson, hvor målet er at komme med i oprykningsspillet, er nu for alvor ved at tage form.

 

Den stærke forsvarsduo, Lasse Green og Emil Bjørn, samt midtbanespilleren Jonas Jakobsen har alle forlænget deres aftaler med klubben.

 

Lasse Green og Jonas Jakobsen har forlænget deres aftaler med et år, Emil Bjørn foreløbig kun med et halvt år.

 

"Lasse og Emil har udgjort et stærkt bolværk i vores centrale forsvar. Begge har virkelig formået at løfte deres spil, og har en stor del af æren for, at vi har holdt nullet seks gange i sæsonen indtil videre", siger sportschef Steen Vester.

 

Han knytter denne kommentar til forlængelsen med Jonas Jakobsen:

 

"Jonas har desværre været skadet i starten af forårssæsonen, så vi ser ham næsten som en forstærkning til den kommende sæson."

 

Steen Vester glæder sig over, at man i HB&I har oplevet stor interesse for at spille i klubben til efteråret. Det gælder både fra spillere i den nuvæernde tyrup og fra spillere udefra:

 

"Vores første-prioritet er at få forlænget med den spillertrup, der har præsteret så fremragende her i foråret. Men vi er også i dialog med flere mulige tilføjelser til holdet", siger sportschefen.

 

Foto: Emil Bjørn (øverst) og Jonas Jakobsen har forlænget deres aftaler med HB&I.