"Historien om Holbæk" - som den kan læses på AGF´s hjemmeside

26. oktober 2016

Nedenstående artikel er lånt fra AGF´s hjemmeside:

 

Af Ole Hall

 

Man kan vel ikke komme meget tættere på at blive dansk mester, end AGF's kommende modstander i DBU Pokalen, Holbæk Bold- og Idrætsforening, var i sæson 1975.

 

Da sæsonen sluttede, lå Køge Boldklub og Holbæk i toppen af 1.-division (den bedste række) som nummer 1 og 2 hver med 41 point, men da Køge havde en bedre målscorer, tog de guldet og Holbæk måtte tage til takke med sølv. Tidligere på året havde Holbæk endvidere tabt pokalfinalen til Vejle Boldklub med 1-0 i overværelse af 26.300 tilskuere i Idrætsparken, men på trods af dette er sæson 1975 ubetinget den bedste, klubben nogen sinde har haft.

 

Fra 1970 til 1977 spillede Holbæk i Danmarksturneringens bedste række, og i denne periode var klubben blandt de toneangivende herhjemme og havde flere kendte spillere.  I 1976 kom Holbæk for andet år i træk i pokalfinalen, men måtte endnu en gang se sig besejret, denne gang af Esbjerg fB, der vandt 2-1, og sæsonen efter kom den store nedtur, da holdet rykkede ud af den bedste række.

 

I de mellemliggende 39 år har klubben vekslet mellem 2.-division og Danmarksserien og har enkelte sæsoner været nede i Sjællandsserien.

 

I perioden fra 2008 til 2014 var der en professionel selskabsoverbygning i klubben, der indebar, at klubbens førstehold benævntes Nordvest FC, inden man grundet selskabets opløsning heldigvis vendte tilbage til det gode, gamle klubnavn.

Klubbens kendteste navne var aktive i storhedstiden i 1970'erne, hvor spillere som målmanden Benno Larsen, Niels Tune Hansen og Jørgen Jørgensen alle kom på A-landsholdet. Navnlig Benno Larsen gjorde sig bemærket med alt 16 A-landskampe, hvoraf en af kampene var Danmarks historiske 2-1-sejr i Göteborg over Sverige i 1976.

AGF og Holbæk har tidligere tørnet sammen i pokalturneringen. Det var i august 1975, hvor Holbæk spillede med om guldet, mens AGF lå i den næstbedste række, og resultatet var da også derefter, eftersom Holbæk vandt en sikker 4-1-sejr.

 

Klubbernes seneste møde fandt sted den 6. november 1977 i 1.-divisions sidste spillerunde, en kamp der er indtil videre er Holbæks seneste kamp i landets bedste fodboldrækker, eftersom klubben sluttede sidst og rykkede ud. Opgøret endte 1-1 efter en pauseføring på 1-0 til Holbæk, førend AGF's venstre back Frank Olsen udlignede et kvarter før tid i overværelse af blot 683 tilskuere. AGF's holdopstilling denne dag var:

 

Ole Wendelboe, Carsten Birkmose, Michael Hyldgaard, Kurt Ross, Frank Olsen, Jørgen Trads, John Stampe, Kim Ziegler, Jørgen Mortensen, Henrik Bechmann-Møller og Preben Wagner (udskiftet med Ole Jensen).

 

Kort om Holbæk Bold- og Idrætsforening

 

Stiftet:
4. august 1931 ved en sammenslutning af Holbæk Idrætsforening og Holbæk Boldklub.

 

Hjemmebane:
Suri Park, Borgmestergårdsvej 11, 4300 Holbæk

 

Tilskuerrekord:
10.065 mod Køge i 1975

 

Cheftræner:
Freddy Andersen

 

Meritter:
Sølvmedaljer 1975
Pokalfinalist 1975, 1976

 

Kendte spillere:
Benno Larsen, Niels Tune, Jørgen Jørgensen. Ungdomsafdelingen har udklækket spillere som Christian Poulsen (senere bl.a. FCK) og Nikolaj Stokholm (senere bl.a. FCN).

 

Angriberen Stefan Schmidt spillede for både Holbæk (1994-2000) og AGF (1997-98). Han blev noteret for 126 kampe og 26 mål for HB&I, mens det i AGF kun blev til enkelt optræden.

**

Foto: Jørgen Jørgensen, Holbæks største profil gennem tiderne.