HB&I på charme-offensiv: gratis underholdning med og uden bold

13. juni 2016

 

Af Jørgen Rasmussen

 

Når Holbæks 2. divisionshold i fodbold går til sommerpause efter sæsonens sidste hjemmekamp, lørdag den 18. juni mod FC Svendborg, er der hverken et mesterskab eller en oprykning at fejre.

 

Men ... målet om at undgå nedrykning fra 2. division blev opnået, klubben har godt gang i talentudviklingen, og ja, så er der så meget andet at feste for.

 

"Og jeg elsker store fester", siger Gitte Vejlebo, idékvinde og primus motor bag arrangementet, indehaver af Vejlebo Dance Studio i Roskilde og gift med HB&I´s formand Johnny Vejlebo Nielsen.

 

Hun har på eget initiativ sat sig for at arrangere en sæson-afslutning som næppe tidligere set for byens og egnens divisionshold:

 

"Vi vil så gerne have hele Holbæk-egnen til at være stolte af vores divisionshold, så nu åbner vi dørene og byder alle hjertelig velkommen til sæson-afslutning på SuRi Park."

 

"Fem kamp-sponsorer dækker udgifterne i forbindelse med fodboldkampen, så der bliver gratis entre og forskellig underholdning, man kan forlyste sig med. Der kommer hoppeborg, sparkemaskiner, fodboldgolf og andet sjov. Det bliver som en mindre byfest", lover Gitte Vejlebo.

 

Hvis man kunne tænke sig at blive lidt klogere på, hvad den kommende Holbæk Sportsby er for en størrelse, så bliver der god lejlighed til at spørge – og få svar fra - to personer med førstehånds-kendskab til projektet, arkitekt Thomas Kullegaard og entrepenør Morten C. Henriksen.

 

Hele eftermiddags-arrangementet bliver spillet i gang af Holbæk Garden, der starter kl.12.00 fra Restaurant SuRi på havnen og derfra går gennem byen med ungdomsspillere fra HB&I og dansepiger fra Vejlebo Dance Studio som for- og bagtrop.

 

Foto: ldékvinde og primus motor bag sæsonafslutnings-arrangementet på SuRi Park, Gitte Vejlebo, med nogle af de spillere, der skal gøre HB&I´s divisionshold til Byens og Egnens Hold.