Hallings første divi-scoring skaffede et point i overtiden

13. august 2016

Brønshøj – Holbæk 1-1 (1-0)

1-0 Christopher Boateng (9. minut), 1-1 Jesper Halling (90+).

 

Af Jørgen Rasmussen

 

Nogen vil kalde det charmen ved spillet: Seks dage efter at Holbæk tabte to points i overtiden, da Hvidovre udlignede til 2-2, vandt de modsat et point via Jesper Hallings udlignende mål til 1-1 i udekampen mod Brønshøj.

 

"Vi fik aldrig spillet til at flyde, så i stedet blev det en kamp. Hvor vi måtte kæmpe", lyder vurderingen fra cheftræner Freddy Andersen.

 

Brønshøj var mest på bolden i 1. halvleg, og holbækkerne havde store problemer med at holde hjemmeholdet fra chancer. Kun en velspillende Christian Mortensen holdt Brønshøjs pauseføring nede på 1-0.

 

"2. halvleg blev lidt bedre for os, og jeg synes, at vores indskiftere kom ind og gjorde en forskel. Jonas Jacobsen fik sat noget bedre opspil i gang, og Jesper Halling scorede sit første mål som senior på førsteholdet", siger cheftræneren, som godt nok kunne finde rigelig god plads til forbedringer i Holbæks spil, men som alligevel har ros til holdet:

 

"Ja, holdet skal have ros for at spille og kæmpe til sidste bfløjt. Og så er det jo dejligt, at det denne gang gik vores vej i overtiden."

 

Foto: Jesper Halling, første scoring på divisionsholdet skaffede Holbæk et point mod Brønshøj. (Foto: Laila Versemann)