Freddy: Truppen er ved at være, hvor den skal være

28. juli 2016

Af Jørgen Rasmussen

 

Mindre end to uger før sæsonpremieren mod Hvidovre i 2.divisions absolutte dynamitpulje, pulje 1, tøver HB&I´s cheftræner Freddy Andersen lige et sekund med svaret på spørgsmålet om en generel status omkring spillertrup og forberedelser.

 

Joh, vi er da ved at være fuldtallige”, siger han. Og uddyber:

 

Nu mangler vi kun tre spillere fra førsteholdstruppen på grund af ferie, og klubben arbejder på at lukke aftaler med en målmand og en eller to nye spillere. Når de kommer på plads, mener jeg, truppen er, som den skal være.”

 

I forhold til den spillertrup, der i foråret sikrede HB&I´s forbliven i 2. division, er der sket en del ændringer. Markante og, i HB&I-målestok, også ganske rutinerede profiler som Kristian Holm, Thomas Jensen og Saban Özdodan er væk. Til gengæld er der hentet nye, friske kræfter med divisions-erfaring i Jonas Thomsen, Ferdinand Bangsgaard og Mads Bøjesen. Og en talentfuld kantspiller i Malte Sjørslev, som ifølge cheftræneren dog ”er på vej opad, men stadig et stykke fra topformen”.

 

En af de etablerede fra sidste sæson, Kristoffer Dirksen, plages desværre stadig af en lyskenskade. Ellers er truppen fit for fight.

 

Efter sommerens tilgang og afgang af spillere er det Freddy Andersens vurdering, at der med et par enkelte undtagelser er to kvalificerede spillere til hver plads på holdet. Hvordan ser han styrkeforholdet mellem forårets spillertrup og den nuværende?

 

Jeg synes ikke, vores nye trup er svagere end den fra foråret. Det er selvfølgelig nogle dygtige spillere, der har forladt klubben. Holm og Saban var en stærkt midterakse på holdet, men Jonas og Ferdinand kommer med lige så meget kvalitet, så jeg er sikker på, de kan gå direkte ind på de centrale pladser og præge holdet på samme måde. Bøjesen mangler stadig lidt i at være i topform, men ham kender jeg fra tidligere, så jeg er ikke i tvivl om, at han nok skal blive rigtig stærk i vores midterforsvar.”

 

Ingen tvivl om, at cheftræneren har tillid til sin trup. Han er ikke helt sikker på, at holdet kan ramme topniveau allerede fra sæson-premieren, men han arbejder langsigtet og ved præcist hvor han vil hen med holdet:


Jeg håber, man vil kunne se på spillet, at holdet har fået både nye trænere og flere nye spillere. Vi vil gerne præsentere en lidt mere fremadrettet og direkte spillestil. Og den skulle meget gerne føre til, at holdet scorer nogle flere mål.”

 

Foto af Freddy Andersen: Laila Versemann