Det ligeværdige træner-team er tilbage: Vi vil hele klubben

2. juli 2016

Af Jørgen Rasmussen

 

Freddy Andersen og Kim Hansen er tilbage som HB&I´s træner-team. De har prøvet det før. De kender klubben. Nu har de skrevet under på en tre-årig aftale, hvor de skal udvikle nuværende og kommende divisionsspillere, så de om et par år kan spille med om oprykning til 1. division.

 

"Ja, det er jo målsætningen, men vi vil hele klubben, ikke kun førsteholdet. Vi skal have gang i HB&I´s seniorafdeling, så vi kan få gode andet- og tredjehold", siger de samstemmende.

 

Sagt og hørt før, tænker man (højt) og tilføjer: Hvorfor skulle det lykkes for jer?

 

"Det skal lykkes. Vi begynde fra nul, vi har en plan, der træder i kraft straks efter sommerferien, vi har aftalerne på plads. Vi tror på det", lyder det optimistisk.

 

Planen, der skal få HB&I´s seniorafdeling på skinner igen, vender vi tilbage til.

 

Et stolpeskud fra oprykning

 

I 2011 var Freddy Andersen og Kim Hansen et stolpeskud fra at føre Nordvest FC (som klubben hed) op i 1. division. Men undertippede Blokhus havde marginalerne og de afgørende udebanemål med sig i de to oprykningskampe. Det blev 2-2 i Holbæk, 0-0 i Blokhus.

 

Så blev Freddy og Kim sat fra bestillingen, og resten er historie - om intern uro, konkurstruende økonomisk krise, navneskifte tilbage til HB&I og de blå trøjer, økonomisk genopretning og ansvarlighed, fokus på talentudvikling af klubbens egne spillere.

 

Det er den HB&I-scene, Freddy og Kim nu vender tilbage til, tilsat en ny sportslig målsætning om at spille med om oprykning til 1. division om tre-fem år.

 

De må have gjort sig deres overvejelser, inden de skrev under?

 

"Ja, og det bliver ikke nemt at leve op til hverken vores egne eller andres forventninger, men vi ved, hvad vi går ind til, og vi synes selv, at vi har både erfaringen og den fodboldfaglige viden, der skal til for at lykkes. Men, altså .. ja, vi har nok også lyttet lidt til hjertet, da vi sagde ja."

 

"Når man har følelser for klubben og kan læse, at den ikke kan samle spillere til et andethold, så gør det ondt. Alene kan vi ikke udrette så meget, men vi tror på, at vi kan sætte noget nyt i gang, så vi kan få holde på mange flere af klubbens unge talenter. Det vil genskabe bredden i senior-afdelingen, og det er nødvendigt, at klubben får nogle gode andet- og tredjehold, så der bliver større konkurrence om pladserne på førsteholdet."

 

Men hvordan?

 

"Vi udvidder førsteholdstruppen til 24-25 spillere, og vi har stillet det krav til klubben, at nogen tager sig af andetholdstruppen, som i øvrigt kommer til at træne sammen med førsteholdstruppen en gang om ugen".

 

Freddy og Kim har nikket ja til det succeskriterium, klubbens sportslige ledelse har ansat dem til at leve op til.

 

"Men når vi får et hold i 1. division, skal vi have et andethold i danmarks- eller sjællandsserien og et tredjehold i serie 1 eller 2. Ellers kan vi ikke holde på klubbens egne talenter og tiltrække spillere udefra, så enkelt er det."

 

Det lægger tydeligvis det nye træner-team på sinde, at de kommende andet- og tredjeholdsspillere i HB&I skal føle sig set. Også af førsteholdets trænere.

 

"Og så skal de føle sig værdsat af klubben, ellers skifter de til andre klubber på egnen, og så er det, at hele HB&I´s fundament vakler."

 

 

 

De siger begge to "vi" uden først at søge bekræftelse hos hinanden. De lyder som et team. Supplerer hinanden, giver hinanden plads. Freddy og Kim kender og respekterer hinanden.

 

I de seneste 12 år har de arbejdet sammen som træner-team i de 10 og et halvt. Freddy som cheftræner, Kim som hans assistent. Samme rollefordeling. Hvordan?

 

"Vi er lige", svarer cheftræneren, inden spørgsmålet er formuleret færdigt.

 

"Vi taler sammen om alt både i forbindelse med træning, holdsammensætning og kampe. Vi lytter til hinanden, og hvis vi en sjælden gang ikke er enige, så bliver vi det hurtigt", siger Freddy Andersen.

 

Kim Hansen tilføjer:

 

"Vi kender hinanden så godt, at vi sjældent aftaler hvem der gør hvad. Vi gør det bare. Freddy tager sig typisk af de taktiske oplæg til kampene, jeg har fokus på spillernes individuelle færdigheder og præstationer."

 

Erfaringer fra Tuse IF

 

Trænerteamet kommer til HB&I efter tre sæsoner i naboklubben Tuse IF, der kan mønstre tre seniorhold og med det højest rangerede, danmarksserieholdet, kun har spillet én række under det lokale divisionshold, der også i foråret har måttet opgive at samle spillere til et andethold.

 

Hvordan ser de to trænere på forholdet melem de to klubber, som de har et indgående kendskab:

 

"Jamen, de er helt forskellige. I Holbæk har alle ambitioner og vil på førsteholdet med det samme, og hvis de ikke kommer det, så skifter de til en anden klub. I Tuse er det selve klubben, mere end det er spillernes personlige ambitioner, der tiltrækker og driver værket", mener Kim Hansen.

 

Hvad tager det erfarne træner-team med sig fra Tuse IF, som de gerne ser implementeret i HB&I?

 

"Fællesskabet", lyder det samstemmende og uden betænkningstid.

 

"Den der fællesskabs-følelse, hvor alle i klubben føler sig set, hørt og værdsat – uanset hvilket hold man spiller på, eller hvad man hjælper med. Det er klart et succes-kriterium for os, at vi kan være med til at samle bredden og eliten i HB&I. Det er selvfølgelig ikke bare gjort med et ..knips, men vi er tålmodige. Det skal jo lykkes."

 

Foto af Freddy Andersen (tv) og Kim Hansen: Laila Versemann