Debut til mange talenter i Holbæk B&I

28. maj 2016
Af Steen Vester
Med sine blot 16 år debuterede den offensive midtbanespiller Kristian Skovby for Holbæk som den yngste førsteholdsspiller i klubbens historie, da han blev skiftet ind i udekampen mod Skovbakken.
Kristian er stadig U17 spiller, men træner fast med senior holdet.
 
Debuten er endnu et resultat af klubbens flotte talentarbejde, hvor strategien er helt klar i forhold til at udvikle egne spillere til vores bedste senior hold.
 
I hjemmekampene mod Jammerbugt og Dalum fik U19 spillerne Niclas Sørensen og Mathias Vestergaard debut, hvilket betyder, at der nu er hele 6 U19 spillere og 1 U17 spiller, som har fået debut på senior holdet. 
"Det er en bevidst strategi, at vi, i videst mulige omfang, gerne vil forme vores egne spillere.
At spille med primært egen-udviklede spillere, skal ikke forstås som om at holdet skal bestå af unge spillere!  Vi vil meget gerne beholde dem så længe, at de kan blive til etablerede divisionsspillere for os."
"At unge spillere får relativ tidlig debut hos os, skal ses som et led i den udviklingstrappe vi har for vores talenter. De skal vende sig til at træne med divisionsholdet, skal med på bænken et antal gange, få en 'symbolsk debut' i slutminutterne af en kamp. Når de har været denne proces igennem, vil de være godt rustet til at starte inde og bidrage til holdet."
Og ser man på den nuværende senior trup, så har mere end 77 % af spillerne spillet ungdomsfodbold i Holbæk.
Det er der vist ikke mange andre klubber i landet som kan matche.