Bitter - det er noget man drikker før kampene ...

24. februar 2016

 

Ole Colberg lod som træner Holbæk-spillerne skåle for sejr før kampene. Det overraskede de helt unge spillere - og Nicolai Stokholm kunne bedre lide Faxe Kondi.

Af søm

Der er en halv time til kampen, og denne søndag i oktober er det blevet Finn Sune Jensens tur til at have en flaske med. Den 20-årige Holbæk-spiller går en runde i omklædningsrummet og skænker Gammel Dansk til holdkammeraterne.

Så hæver alle de små glas, skåler for en sejr, lægger nakken tilbage og kyler indholdet ned. Nogle siger aaaahh og smiler, andre skærer en grimasse og stønner noget, der lyder som brrrrr ... uuuha!

Det er en tradition fra året før, der er genindført her sidst på sæsonen i 1994, og manden med ideen om ”opvarmning indefra” er træner Ole Colberg.

undefined
Ole Colberg havde som træner en særlig skik på programmet. Der blev skænket en lille en til halsen før kampene. Her er det dog te eller kaffe, han er klar med på et billede fra dengang.

 

Han er kommet til som støtte for træner John Sørensen i sæsonens slutspurt, hvor Holbæk-holdet for anden sæson i træk kæmper for at redde livet i danmarksserien.

Colberg havde bitter-skikken på repertoriet, da han året før blev forfremmet fra andetholdet og fik titel af førsteholdstræner i stedet for Hans Nymann, som stoppede efter en sløj pointhøst i de første seks kampe.

Holbæk-spillerne og staben bag holdet fik enten en lille en, når de mødtes til kaffe på kampdagen, eller når de havde klædt om og sad klar under knagerækkerne. 

Drikke med procenter hører ellers til i tredje halvleg, men Ole Colberg mente, at en lille en før kampene kunne vække spillerne og tilføre noget af den gejst, der havde været en mangelvare i sæsonstarten.

- Det var jo ikke, fordi jeg var ude på at gøre Holbæk til et ”alkohold”. Det var ment som et anderledes ritual i en periode, hvor spillerne hang med hovederne. For at peppe det hele lidt op og give os noget at grine af sammen, fortæller Colberg her mange år senere.

Alle trænere kender til det. At man må dykke i værktøjskassen og finde nogle nye redskaber, når holdet er inde i en periode, hvor tingene ikke vil lykkes på banen. Hitte på noget, der kan få spillerne til at spærre øjnene op og glemme anspændthed og nerver.

- Jeg brugte også den sædvanlige med at love spillerne røde bøffer eller tre kasser øl, når de vandt tre kampe i træk. Og det lykkedes faktisk i '93, hvor vi pludselig kom ind i en god periode med mange kampe i træk uden nederlag og klarede os fri af nedrykning, lyder det fra den tidligere Holbæk-træner.


En af spillerne fra dengang, Lennart Madsen, husker Slagelse-kampen på udebane som den første, hvor glassene blev hævet.

- Jeg havde selv spillet i Slagelse, og vi havde mange nerver på. Slagelse var i tophold, mens vi lå i bunden - og der kom masser af tilskuere. 1400 var meget usædvanligt i danmarksserien, så jeg tror, at Colberg ville få os til at slappe lidt af ved at byde på en lille én, siger Madsen i et tilbageblik.

I 1994 virker tricket ikke. Holbæk får point i ny og næ i slutspurten, og håbet skiftevis tændes og slukkes. Til sidst bliver det endegyldigt slukket, og det bedste hold i HB&I rykker - en snes år efter DM-sølvmedaljerne i 1975 - helt ned i sjællandsserien.

Holbækkerne fulgte ellers, bogstavelig talt, et af Richard Møller Nielsens berømte citater. Nemlig det med, at ”bitter, det er noget man drikker”. Sagt af det fynske bøgetræ i 1990, da han i første omgang var blevet vraget som landstræner og af journalisterne blev spurgt, om han var bitter.

Hvis den tålmodige læser tillader et spirituøst sidespring, så kommer der et her:

Tilbage i 1978, da reklamer på kamptøjet var blevet tilladt i Danmark, spillede B93 med Jägermeister og firmaets symbol - et kronhjortehoved - på brystet. Året efter måtte Østerbro-klubben nøjes med firmalogoet, fordi forbrugerombudsmand Niels Ehrenreich - på foranledning af afholdsforeninger og politikere - satte en stopper for alkoholiske produktnavne på tøjet.

Det kostede OB og AaB, der havde tegnet kontrakter med Spritfabrikkerne og skulle reklamere for henholdsvis Gl. Dansk og Rød Ålborg forringelser i beløbene. Der måtte gerne stå Carlsberg, Tuborg eller De danske Spritfabrikker på fodboldspillerne - men ikke HOF, Grøn Tuborg eller Rød Ålborg.

Tilbage til 1993 og Holbæk: Her havde man ikke alkohol på trøjerne, men skålede i stedet med hinanden før kampene. Og spillere fra dengang husker stadig - nogle med en let undren - traditionen. Det gælder blandt andre Niklas Håkansson og Nicolai Stokholm, der i afslutningen på sæsonen 1994 blev rykket fra ynglingeholdet op til seniorerne i danmarksserien.

undefined

Nicolai Stokholm, her i 2012-udgave, debuterede på Holbæks førstehold i november 1993. - Jeg var kun 17 år og kunne bedre lide Faxe Kondi, siger han om traditionen med at skåle i omklædningsrummet.

 


Stokholm havde allerede stiftet bekendtskab med holdets tradition året før. Han debuterede nemlig som førsteårs yngling i sæsonens sidste kamp i 1993, hvor Holbæk havde reddet sig. 

Det var på udebane mod Tårnby,  hvor han som indskifter afløste en anden debutant - nemlig anføreren på Bosse Håkanssons succesrige ynglingehold, Henrik Jensen - og spillede hele anden halvleg.  Der var 40 tilskuere, og Tårnby vandt med 4-2.

Som 18-årige blev Stokholm og Håkansson rykket op fra ynglingeholdet og var med i sejren på 4-0 over KB. I Venstrebladet blev Stokholm fejlagtigt noteret som debutant, men Håkansson var dét og markerede sig stærkt som indestarter. Stokholm blev skiftet ind i kampens afslutning, hvor han afløste Stefan Schmidt.

- Det er sjovt at tænke tilbage på det med Gl. Dansk eller en anden bitter før kampene. Jeg kan huske, at jeg tænkte ”hvad sker der lige her, er det sådan det foregår hos seniorerne, fortæller Niklas Håkansson.

Nicolai Stokholm delte Håkanssons undren:

- Jeg blev meget overrasket over at skulle drikke Gammel Dansk, inden jeg løb på banen til debuten. Jeg var 17 år og kunne bedre lide Faxe Kondi. Såvidt jeg husker, drak jeg kun den ene gang, derefter sagde jeg nej tak.

Siger altså Stokholm - der fik en lang karriere og først stoppede som 38-årig. Han kunne da se tilbage på cirka 500 kampe på topniveau i dansk og norsk klubfodbold, altid som anfører, samt otte A-landskampe. Holbækkeren fylder 40 år den 1. april.

- Var det din oplevelse, at en lille én før kampene gav ekstra sammenhold i truppen?

- Nej, sammenholdet var ganske udmærket i forvejen. Jeg tror, at det blev praktiseret for at få spillerne til at slappe lidt af før kampene. Vi kæmpede jo for at undgå nedrykning. Jeg har aldrig senere i karrieren oplevet noget lignende - kun før de afslappede kampe som optakt til afslutningsfester.

Nicolai Stokholm, der i dag er afdelingsleder i DGI Midt & Vestsjælland, er sikker på, at noget  lignende ikke ville kunne finde sted i 2016. I hvert fald ikke på et vist niveau.

- Mit synspunkt har altid været, at alkohol var noget, man kunne nyde efter kampene. Jeg har altid haft det svært med holdkammerater, der drak alkohol i større mængder en eller to dage før kampe. Fodbold er en holdsport, og den slags går også ud over kammeraterne. Nu spiller jeg oldboys, og her er det helt okay, siger Nicolai Stokholm med et smil.

Ole Colberg husker, at der i staben bag første- og andetholdet var delte meninger om hans bitter-tradition:

- Erik B. Sørensen syntes, at det var noget værre noget. En uskik. Han havde jo blandt andre været holdleder, da jernmanden Kresten Bjerre var træner. Stig Jarlfeldt syntes til gengæld, at det var helt fint. Men nej, det kunne nok ikke være gået i dag …

 

undefined  Der var forskellige holdninger til
  traditionen med at få en lille én
  før kampene.
  Holdleder Erik B. Sørensen, der
  her sidder på bænken sammen
  en spekulativ
Colberg, var ikke
  tilhænger af den.


 Det tror Stefan Håkansson, der blev fyret som cheftræner i Holbæk i december og nåede halvandet år på posten, heller ikke.

 - Ha-ha, nej sådan noget ville jeg ikke bruge. For det første er det ikke præstationsfremmende, og tiderne har også ændret sig. Der er ikke den samme afslappede holdning til kombinationen sport og alkohol. Nu går man mere op i proteindrikke og sunde chokoladebarer, lyder det fra Håkansson.


  Han gør også opmærksom på, at Holbæk har spillere i truppen med en anden religion, så det ville heller ikke være alle, der kunne dulme nerverne på den måde.

  - Den slags hører til i oldboysfodbold eller på hyggehold. Hvis man skulle gøre noget anderledes på eliteniveau, kunne det være i form af en lille konkurrence eller et spil inden en kamp, foreslår han.


Holbæks nye cheftræner, den forfremmede assistent Peter Ebbe Tønder, har dette standpunkt:

- En øl efter en kamp er helt fint, hvis man har lyst til det. Nogle spillere i dag tror desværre, at det er farligt med en øl efter kamp. De skulle måske møde op i et omklædningsrum i de store klubber - så tror jeg, at dén er på plads. Fulde spillere er til gengæld bandlyst, efter min vurdering. Og det samme er alkohol før en kamp.

undefined

En øl efter en kamp er helt fint, men ingen alkohol før, lyder det fra Holbæks nye cheftræner, Peter Ebbe Tønder.

 

Vi lader en HB&I-stemme fra fortiden runde af - og ender i en helt anden boldgade end bitteren. Spilleren Søren ”Charlie” Christiansen fortæller om nogle af Colbergs metoder:

- Jeg har spillet en del kampe på andetholdet for ham og har vist  deltaget i ritualet med Gl. Dansk en enkelt gang. Jeg husker det som frivilligt. Colberg var og er en sjov fyr med god humor. Jeg husker, at vi i opstarten et år var til aerobic med kvindelig instruktør - med træneren i forreste række.

Charlies bedømmelse af skønhedsværdien:
Der var ikke mange gode dansere på andetholdet det år, og det var ikke noget kønt syn. Men vi fik fandeme grinet igennem!

 

Læs også disse historier om Ole Colberg:


Træneren, der har en sej rekord i Holbæk

Fjervægteren slog den tunge bold ud

Fem hurtige til Ole Colberg