Assistenten på plads: Erfaren A-træner med dommereksamen

3. januar 2016
HB&I´s nye cheftræner Peter Ebbe Tønder får en både erfaren og fodboldfagligt veluddannet assistent ved sin side, når det nu for alvor går løs med forberedelserne til den kommende halvsæson i kvalifikationsspillet om at undgå nedrykning fra 2. division.
HB&I har ansat den 44-årige Thomas Thomsen fra Frederiksværk i den nye cheftræners tidligere job som assistent-træner.
Thomas Thomsen kommer fra hvad han selv betegner som en "3-i-1 funktion" som scout, assistent og modstander-analysator i danmarksserieklubben Herlev IF. Tidligere i sin 26 år lange træner-karriere har han været cheftræner for bl.a. FC Øresund, Nivå Kokkedal og Frederikssund.
Fodboldfagligt har den nye assistent-træner papirerne i orden. Han betegner sig selv som opdateret på relevante kurser og har UEFA´s A-trænerlicens – og så kan han henvise til en bestået dommereksamen, hvis det skulle blive nødvendigt...
Foto: Thomas Thomsen, ny assistent-træner