Topholdets held blev afgørende for kampen.

8. maj 2016
Af Steen Vester.
Holbæk tabte med 2-1 efter en dramatisk afslutning, hvor Odder fik tilkendt et straffespark i dommer Dennis Mogensens overtid.
Et indkast dumpede ned i Holbæk-feltet, hvor dommeren så Christoffer Thrane have arm eller hånd på bolden.
Svært at se udefra og svært for de fleste implicerede spillere at få øje på. Men Thrane fik advarsel, og Odder-anfører Nikolaj Nielsen scorede sejrsmålet på straffesparket, selv om Holbæk-målmand Christian Mortensen havde handskerne på bolden.
Kampen var en lidt rodet forestilling, hvor Holbæk ellers havde godt styr på topholdet med en fin offensiv indstilling.
Odder kom foran efter en tilfældig bold pludselig tillod en Odder-spiller at være alene med en udfarende Christian Mortensen.
Resten af første halvleg blev småkedelig og chanceløs. Straks i anden halvleg overtog Holbæk styringen, men måtte se Odder have et forsøg på overliggeren, inden indskiftede - og i øvrigt velspillende - Mads Haarbo fik udlignet til 1-1 oven på Jonas Bengtssons hurtige indkast midtvejs i halvlegen.
Et uafgjort resultat virkede ganske fornuftigt at have med hjem for holbækkerne, men så var det, at holdet blev straffet hårdt i overtiden.
Cheftræner Peter Ebbe Tønder var naturligvis meget skuffet efter kampen:
"Spillerne var virkelig klar fra start. Vi spillede en god kamp, og var klart bedre end Odder. Især i 2. halvleg sad vi på hele spillet!  Det var et meget mystisk dømt straffespark, der afgjorde kampen. Selv Odder-spillerne kaldte det tyveri til deres fordel ...
Fodbold kan være ubarmhjertigt - Vi var så meget bedre end dem, og så taber vi alligevel", lyder det fra en meget ærgerlig træner, der dog er glad for det gode spil mod rækkens tophold