U19: Holbæk holdt målfest

6. september 2015

HB&I - Farum 5-3 (2-3)

1-1 selvmål (24), 2-2 Jesper Halling (40), 3-3 Jesper Halling (48), 4-3 Jesper Halling (55), 5-3 Jesper Halling (68)

Tilskuere: 50

Af John Friis

Hjemmekampen mod Farum blev en meget publikumsvenlig affære. Der var godt spil og hele 8 mål. 3 gange kom hjemmeholdet bagud for så i anden halvleg at trække fra og vinde med 2 mål. Med til historien hører, at der var chancer til en komfortabel sejr.

Holbæk udlignede gæsternes tidlige føring, da Christian Viltoft sendte Mads Moch af sted og en forsvarer kom på tværs af hans aflevering og sendte bolden i eget net.

Udligningen til 2-2 startede med en dejlig lang bold fra målmand Jacob Olsen til Mads Larsen, der med en perfekt tvævaflevering i boksen til Jesper Halling, så han igen bragte balance i regnskabet.

Jesper Halling udlignede til 3-3 i starten af anden halvleg, hvor han efter et par gode træk udplacerede målmanden.

I det 55. minut kom hjemmeholdet foran for første gang i opgøret. På et flot indlæg fra Magnus Olsen headede Jesper Halling sit hold på vinderkurs.

Kampens ottende mål faldt i det 68. minut. Mathias Vestergaards skud kunne målmanden ikke hold, og så var Jesper Halling hurtigt over riposten. Målet lukkede kampen.

Det var da også en yderst tilfreds træner Asger Madsen, der på vegne af trænerteamet havde følgende vurdering af den målrige forestilling: "En meget tilfreds trænerduo, der igen ser et meget løbevilligt hold. Der bliver produceret mange store chancer. Vi er rigtig svære at lukke ned, og har mange strenge at spille på. Så selvom vi er nede med 1 i pausen, så går truppen igen på banen med en fantastisk vindermentalitet, som er det fokus, vi arbejder på i vores træninger. At vi kan overføre det til kampene er en stor tilfredsstillelse."

Holdet næste kamp ude på fredag mod "Skjold" Birkerød bliver et rigtigt topopgør. Holbæk, der er rækkens mest scorende hold, møder en stærk defensiv, der i de hidtidige 4 kampe kun har lukket et enkelt mål ind.

Foto: Jesper Halling lavede 4 mål