U17 spillede 0-0 for anden kamp i træk

12. oktober 2015

AB - Holbæk 0-0 (0-0)

 

Af Morten Skovby

 

I sidste weekend mødte U17 drengene topholdet Viborg på hjemmebane og spillede 0-0 efter en forrygende forestilling. I denne weekend gik turen så til AB, som indtager 2. pladsen i tabellen. Endnu engang endte kampen 0-0, men denne gang var kampen ikke nær så seværdig og kan vel bedst betegnes som en klassisk 0-0 kamp.

 

Kampen var lige og bød på ganske få chancer. Den største tilfaldt Holbæk-drengene, som i midten af 1. halvleg havde bolden på overliggeren af AB målet efter et fladt indlæg fra Simon Engberg. Holbæk var bedst før pausen, mens det retfærdigvis skal siges, at AB kom meget bedre med i 2. halvleg.

 

Vi blev desværre tvunget til et par tidlige udskiftninger i søndagens kamp. Kristian Skovby fik problemer med knæet under opvarmningen og blev skiftet i pausen med Alexander Stroustrup, som imidlertid kun havde været på banen i kort tid, da han faldt uheldigt ned efter en duel og ligeledes måtte udgå. Desværre viste de efterfølgende undersøgelser, at Alexander har brækket kravebenet.

 

At tage point fra både nummer 1 og 2 er resultatmæssigt umiddelbart godkendt. Og den nuværende placering som nummer 4 i 1. division er da også rigtig flot. Vi kunne dog godt have ønsket os, at selve spillet i dagens kamp havde haft en smule højere niveau. Det må vi arbejde videre med inden vi i den næste kamp møder Næsby på Fyn.

 

Foto: Alexander Stroustrup - måtte udgå med brækket kraveben