U17: Pokaleventyret sluttede i festlige rammer

13. maj 2015

HB&I – Brøndby 1-2 (1-1)

 

1-1 Simon Engberg (34). - Tilskuere: 300!!

 

Af John Friis

 

Semifinalen blev endestationen for U17, da Brøndby knebent, men vel fortjent, vandt 2-1 og dermed sikrede sig adgang til finalen. Det var tæt på og der var bestemt muligheder for at kampen kunne have fået et bedre resultat set fra den lokalpatriotiske side.

 

Kampen vil uden tvivl blive husket for de fantastiske rammer, den blev afviklet i. Der var godt 300 tilskuere, som alle havde søgt ly under tribunen for at undgå de hidsige regnbyger, der kom som perler på en snor. De kunne høres og var med til at skabe en herlig stemning.

 

Inden semifinalen havde Holbæks og Tuses U10 på den ene banehalvdel og Holbæks U11 og U12 på den anden spillet forkampe. Disse drenge og piger fik en god oplevelse og nød sikkert også de mange anerkendende tilråb.

 

I selve hovedkampen var Holbæk godt med i første halvleg og det var fuldt fortjent, at Simon Engberg udlignede efter en dejlig solotur, der blev afsluttet med en iskold udplacering af Brøndbys målmand.

 

Holdet fra Vestegnen bragte sig i spidsen 10 minutter ind i anden halvleg, som herefter blev spillet på deres præmisser. Holbæk havde målchancer, men det havde gæsterne så sandelig også.

 

Naturligvis er det ærgerligt at være så tæt på og så alligevel ikke få opfyldt drømmen om en finale, men U17 faldt med ære, og kan når skuffelsen har lagt sig tænke tilbage på en stor bedrift i pokalturneringen. Det er trods alt ikke hvert år, at klubben har et hold i semifinalen.

 

Den ikke særlig forårsagtige aften vil dog især blive husket, for den herlige kulisse de mange tilskuere var med til at skabe. Det var også dejligt at se så mange af klubbens ungdomspillere på lægterne for at bakke U17-talenterne op.

 

(Fotos: Søren Rutkjær)