U17 kom godt fra start i 1. division

18. august 2015

Holbæk – Thisted FC 4-1 (3-0)

1-0 Kristian Skovby, 2-0 Simon Engberg, 3-0 Kristian Paris og 4-1 Tor Ømark

U17 drengene, som spiller i den landsdækkende 1. division i år, fik en flot sejr i premieren mod Thisted FC, lørdag eftermiddag på Suri Park i Holbæk.

Holbæk drengene startede meget nervøst i de første 10 minutter mod et godt kæmpende Thisted hold, som åbnede kampen med et højt og energisk pres. I denne periode havde vi svært ved at fastholde bolden i egne rækker og virkede lidt for stressede i vores aktioner.

Men da først premierenerverne havde lagt sig, så satte Holbæk drengene sig solidt på kampen. Og da Kristian Skovby i det 22 minut sparkede et frispark direkte op i mål hjørnet fra ca. 25 meter, så blev det starten på en fantastisk periode, hvor vi totalt dominerede kampen og allerede inden pausen blev føringen udbygget til 3-0. Først scorede Simon Engberg til 2-0 efter en fin dyb pasning fra Tor Ømark og i halvlegens sidste minut scorede Kristian Paris fra tæt hold efter en fin frispilning i feltet fra Kristian Skovby.

Efter pausen kontrollerede vi stadig kampen. Thisted fik godt nok reduceret til 3-1 ca. midtvejs i halvlegen, men 10 minutter før tid, cementerede Tor Ømark sejren med en flot afslutning fra kanten af feltet, efter fornemt forarbejde af Mathias Nyman.

Vi havde yderligere et par store chancer i 2. halvleg, men det blev ved 4-1, hvilket må siges at være en godkendt start på en særdeles spændende sæson i 1. division. Der er stadig ting, som kan blive endnu bedre og det arbejder vi videre på i den kommende periode.

 

 

Foto: Kristian Skovby - flot mål på frispark