U17-kamp på meget højt niveau

5. oktober 2015

Holbæk – Viborg 0-0 (0-0)

 

Af Morten Skovby

 

U17 drengene havde i lørdags besøg af rækkens nummer 1, Viborg.

 

Det blev en intens og underholdende forestilling og selvom kampen endte 0-0, så manglede der absolut ikke chancer og offensive indslag.

 

Viborg er et godt homogent hold og de lagde stærkt ud i kampen på Suri Park med et højt og aggressivt pres. I de første 20 minutter lod Holbæk drengene sig stresse for meget og havde svært ved at fastholde bolden i længere perioder.

 

Til gengæld, så arbejdede holdet sig efterhånden ind i kampen og var rigtig fint med i de sidste 20 minutter af 1. halvleg. Og efter pausen var kampen helt lige med chancer og gode perioder til begge hold.

 

Da holdenes trænere efter kampen evaluerede begivenhederne, så var begge da også helt enig om, at det havde været en U17 kamp på et meget højt niveau og med stor intensitet mellem 2 offensivt indstillede hold. Rig fin kamp – også selvom vi begge jo naturligvis gerne ville have vundet.

 

Holbæk drengene skal i dag have stor ros for indstillingen til at ville arbejde sig ind i kampen igen, efter en hektisk start. De viste rigtig god moral og vilje lige til sidste fløjt.

 

Referatet fra forrige spillerunde følger her:

 

B93 - Holbæk 2-0 (1-0)

 

Af Morten Skovby

 

Den gamle tese om, at det hold som undgår at lave fejl, ofte vinder de lige fodboldkampe, var meget rammende for U17 drengenes kamp mod B93.

 

Vi mødte et godt organiseret B93 hold og det lykkedes aldrig at finde det helt store sprudlende spil frem i denne weekend. Kampen bød ikke på mange chancer og derfor var det naturligvis ekstra bittert, at vi måtte indkassere 2 ærgerlige mål imod os.

 

Det første kom efter en kommunikationsfejl i de bagerste rækker og det andet mål blev scoret på et kikset indlæg, som blev ramt så skævt, at det desværre sejlede direkte i kassen.

 

Sådan kan fodbold også være.

 

Billederne er fra kampen mellem B93 og Holbæk. Fotograf: Sv. Erik Hansen