Kollektiv offday i U12 nedtur

13. september 2015

Kollektiv offday i U12 nedtur

Af Simon Erboe Rasmussen - cheftræner.

Holbæk-Virum-Sorgenfri 1-6 (0-2)
1-6: Adam Hansen.

Så kom U12-drengene ned på jorden igen. Efter fire sejre i ligeså mange kampe tog Virum-Sorgenfri fuldt fortjent alle tre point med hjem fra søndagens besøg i Holbæk.
Gæsterne kom relativt hurtigt på 0-1, men det var scoringen til 0-2 kort før pausen, der gjorde udslaget. Holbæk-spillerne ramte slet ikke dagen og især holdets ellers så gode og flydende pasningsspil var en mangelvare i det våde vejr. Førsteberøringerne var elendige, afleveringerne upræcise og uskarpe. Alt imens spillede Virum direkte og hurtigt fremad og scorede på flere af deres fine omstillingsmuligheder.
Det var ren kosmetik, at Adam Hansen kort før tid fik reduceret til 1-6 med et flot hovedstød.
En flok nedtrykte drenge gav efter kampen hinanden håndslag på, at denne skuffelse skal spilles væk i næste kamp, som allerede er på tirsdag. Ikke nok med at det er et lokalopgør, så er det også topopgør, da Gislinge imponerende nok (og med et par årgang 03-spillere) nu topper rækken et point foran os. Det bliver endnu en fysisk kamp, da Gislinge lever meget på fysikken, og det bliver spændende, om de små Holbæk-spillere formår at matche det.
Drengene har brug for al den støtte, de kan få, så mød endelig op på Gislinge Stadion tirsdag kl. 18.00.