Tønder nøjes med én sæson i Holbæk

16. april 2015

Af søm

- Det havde været oplagt at sætte mig ind som angriber til sidst. Kan du ikke huske, at jeg scorede til 2-2 i slutningen af en kamp mod B1908 her i Sundby Idrætspark?

Det fynske lune, den tørre humor og det skæve, lidt drillende smil er vi en del, der husker fra hans kun ene sæson som angriber og topscorer i Holbæk sidst i 1990'erne. Disse egenskaber lever i bedste velgående hos Peter Ebbe Tønder, der fylder 50 år til sommer - og nogenlunde samtidig forlader jobbet som assistenttræner i HB&I.

Ligesom i sæsonen 1998-99 - hvor Kerteminde-gutten kom til Holbæk fra B1909, og hvor otte mål var nok til at gøre den frække angriber til Holbæk-topscorer - bliver det altså også denne gang kun til en enkelt sæson hos de blåhvide.

- Holbæk tilbød mig at forlænge aftalen, men rent økonomisk var det ikke attraktivt nok. Så jeg stopper til sommer, siger Tønder, der bor i Hillerød, hvor han midtvejs i sin tredje sæson som førsteholdstræner i serieklubben i byen stoppede i begyndelsen af 2013.

Den rutinerede fodboldræv, der har DBU's A-trænerlicens og blandt andet har været omkring ungdomsarbejdet i AaB og FC Nordsjælland, vil gerne være cheftræner igen. Eller også vil han skrue op for sine aktiviteter som trænerinstruktør.

Mustafa Bozkurt kommer ud af omklædningsrummet og passerer os. På vej ud i resten af søndagen.

- Godt indhop, ”Musti”, siger Peter Ebbe Tønder til spilleren, der kom på banen midt i anden halvleg.

- Det var en god indskiftning. Han var med i situationen, der gav os det hjørnespark, vi scorede på. Og han lagde op til Tingagers mål. Tænk, hvis han havde banket dén ind, der gik over mål til sidst. Det havde været en stor dag for ham, siger assistenttræneren og nikker efter Bozkurt.

Peter Ebbe Tønder taler rosende om de to hovedstødsmål, Fremads Nicolas Mortensen lavede - og om de fine afleveringer, der var optakten til dem.

- Vi havde haft fokus på deres angriber før kampen, men han er dygtig til at løbe i rummene og er svær at lukke ned. Det kan godt være, at vi - hvis vi ser det igen på video - kan efterrationalisere. Men umiddelbart vil sige, at de to hovedstødsmål er af høj kvalitet.

Peter Ebbe Tønder medgiver, at Holbæk ikke havde alverden at byde på i afslutninger mod en anden tidligere Holbæk-spiller, Fremad-målmanden Kim Drejs (sæsonen 2006-07). Men to mål blev det da til, og de opstod ikke tilfældigt, understreger assistenttræneren og siger til reporteren:

- Du nævner selv den energi, spillerne kom med, og inde i den gemmer sig nogle hemmeligheder - nogle aftaler. Uden energi og vilje kan de aftaler ikke føres ud i livet. Det kan godt være, at vores første mål ser tilfældigt ud, men det er det ikke. Ved det andet mål er der også nogle aftaler omkring bestemte spillere. Vi producerer generelt ikke ret mange chancer, men vi får da lavet en del mål og er blandt de mest scorende i vores halvdel af tabellen, konstaterer Tønder.

En del havde inden sæsonen tippet Holbæk som nedrykker - og muligheden foreligger, med 11 spillerunder tilbage, stadig.

- Jeg tror ikke, at vi rykker ned, og al fokus er på at undgå det. Hvis vi klarer den, så har vi gjort det godt. Og gjort vores arbejde, lyder assistentens slutbemærkning.

Billedet: Peter Ebbe Tønder - stopper som assistenttræner i Holbæk, når forårets sidste kamp er spillet.