Tidligere formand bag nyt ambitiøst senior set up

21. maj 2015

Med HB&I´s tidligere formand, Brian Bo Jensen, i en aktiv og central rolle bliver der fra den kommende sæson lagt handling bag bestyrelsens løfte om styrket indsats for at få gang i klubbens seniorafdeling, som – erkender alle – har været forsømt gennem de senere år.

 

Konsekvensen har været faldende medlemstal i seniorafdelingen og færre og færre tilmeldte hold. Et lavpunkt i HB&I´s historie blev nået, da klubben for nylig måtte opgive at samle hold til klubbens andethold i Serie 1.

 

Men nu bliver der gjort en seriøs indsats for at puste nyt liv i seniorafdelingen, siger HB&I´s elitechef Asger Madsen:

 

Målsætningen er klar. Inden for de næste tre år skal andetholdet spille i Sjællandsserien og tredjeholdet minimum i Serie 3.”

 

Og midlet til at nå det ambitiøse mål?

 

Vi skal have nogle af vores tidligere Holbæk-spillere retur til klubben. Nogle af de spillere, HB&I har brugt mange resurser på, mens de var ungdomsspillere i klubben. Vi håber, vi kan hente 20-30 spillere tilbage. Nu kan vi tilbyde nogle træner-kapaciteter, som både har fodbold-mæssige kompetencer, gode sociale egenskaber og et stærkt netværk i årgangene 96 – 94”, siger Asger Madsen.

 

De kompetente klubfolk, som har påtaget sig den store - og nødvendige - opgave, at få genskabt et attraktivt seniormiljø på niveauet under førsteholdstruppen er Brian Bo Jensen, som skal være cheftræner for andetholds-truppen. Han får Michael Bisgaard som assistent. Tommy Larsen bliver cheftræner for klubbens 3. hold.

 

Brian Bo Jensen, uddannet A-træner og gennem 15 år ungdomstræner i klubben, siger selv, at han har et indgående kendskab til klubben:

 

Jeg er HB&I´er, og mit hjerte bløder, når jeg ser, at vi ikke kan stille med et andethold. Derfor har jeg og mine to trofaste træner-kolleger, Michael Bisgaard og Tommy Larsen, tilbudt at være med til at få et nyt senior set up til at fungere.”

 

Vi vil nu begynde at kontakte både tidligere Holbæk-spillere og nye spillere, som vil være med til at bygge et nyt senior-miljø op i HB&I. Vi tror, det er muligt. Vi tager i hvert fald opgaven meget alvorligt, for det fortjener klubben,” siger Brian Bo Jensen.

 

Foto: Brian Bo Jensen, står bag nyt senior set up og er kommende cheftræner for andetholdstruppen