Talentudvikling belønnet med et wild card til U17

22. april 2015

Af Jørgen Rasmussen

 

HB&I bevarer T-licensen og klubbens U17-talenter får tildelt et wild card til at spille i den landsdækkende 1. division fra næste sæson. Det sidste er det mest opmuntrende i svaret fra DBU´s licensudvalg – eller:

Herreeliteungdomsudvalg, som det hedder.

 

Udvalget har i sit svar til HB&I meddelt, at man nu med stor interesse følge det tildelte wild card for klubbens U17 - og observere hvordan klubben rent organisatorisk, strukturelt og sportsligt udvikler sig i den kommende licensperiode. Med henblik på næste gang at kunne opnå B-licensen.

 

HB&I´s licensansvarlige, John Friis, mener, klubbens talentarbejde er på rette vej. Og at svaret fra licensudvalget rummer en anerkendelse af klubbens arbejde:

 

”Jeg læser ud af svaret fra licensudvalget, at vi er tæt på at få B-licens. Det er en nyhed, der virkelig giver mod på næste sæsons arbejde hen mod at få den. Så nu handler det om at fastholde og videreudvikle den udvikling, vi har sat i gang”, siger John Friis.

 

HB&I´s elitechef, Asger Madsen, er glad for, at klubben har fastholdt T-licensen og fået et wild card til U17. Men han erkender, at han også er lidt skuffet over tildelingen, og at klubbens eliteudvalg og bestyrelse nu vil overveje at anke licensudvalgets dom:

 

”I forhold til U13 og U15 er det ikke endeligt på plads. De kommer mindst til at spille i den næsthøjeste række på Sjælland, men vi vil helt sikkert ansøge om at spille i den bedste række, som vi i denne sæson gør med U13 og U15. U14 spiller i denne sæson i den næsthøjeste. De vandt rækken i efteråret og ligger nr. 1 i rækken her i foråret.

 

”Økonomisk og organisatorisk har vi fået klubben på ret køl, og i dag er HB&I et stykke foran flere af de klubber, som har fået B-licensen”, siger elitechefen.

 

”Sportsligt vurderer jeg, at 1. division for både U17 og U19 ville passe til den kommende sæson, men som det ser ud nu, bliver det bliver kun U17, som kommer til at vise de blå trøjer frem i hele landet i den kommende sæson”, siger en lidt mellemfornøjet Asger Madsen.

 

Foto: Asger Madsen, mellemfornøjet elitechef