Stor HB&I-trup tager på træningstur til Tyrkiet

26. februar 2015

af Jørgen Rasmussen

 

Som et vigtigt led i forberedelserne til den kommende forårssæson i 2. division øst tager HB&I´s førsteholdstrup, suppleret med fire unge talenter fra den såkaldte A+trup, i alt 26 spillere, samt seks ledere, herunder trænere og fysioterapeut, på træningstur under lunere himmelstrøg i Antalya i Tyrkiet i dagene 3.-8. marts.

Træningsturen er gjort mulig i en økonomisk svær tid, fordi samtlige deltagere i Holbæk-truppen,  både spillere og ledere, har accepteret selv at bidrage med en egenbetaling på 1500 kroner. Det er  cirka halvdelen af opholdets pris. HB&I betaler resten af beløbet. Den udgift forventer eliteudvalg og bestyrelse dog at tjene hjem igen i årets løb via ekstraordinære arrangementer for klubbens sponsorer.

Under opholdet i Tyrkiet skal Holbæk spille to træningskampe mod henholdsvis Egersund fra Norge  og Bate Borisov fra Hviderusland.

”Der skal arbejdes med det sociale sammenhold og indbyrdes kommunikation, både på og udenfor banen, og vi skal have integreret de nye spillere i truppen, siger HB&I´s elitechef Asger Madsen, som er blandt de ledere, der skal med på turen.


Elitechefen får mulighed for at have personlige samtaler med alle spillerne:

”Vi skal bruge samtalerne til at få afstemt vores fodboldmæssige og personlige forventninger til hinanden, så alle kender deres rolle til den forestående sæson”.

På det rent fodboldmæssige bliver der under opholdet sat særlig fokus på arbejdet med et område, der i højere og højere grad er med til at afgøre fodboldkampe, nemlig de såkaldte  standard-situationer.

”Hjørnespark og frispark er jo et vigtige offensive våben, men det er lige så vigtigt, at man lærer at forsvare sig mod dem, så vi skal selvfølgelig arbejde med standard-situationer både offensivt og defensivt.”

Træningskampen mod den norske 2. divisionsklub Egersunds IK spilles torsdag den 5. marts, mens kampen mod Bate Borisov – som er fem gange hviderussiske mestre og en gang pokalvinder -  spilles lørdag den 7. marts.

De fire unge fra A+truppen som er udtaget til turen er Jesper Halling, Nicolai Madsen, Frederik Parishus og Patrick Wahl. Også Andreas Elkjær er hentet fra fra A+truppen, men han har det seneste år været en fast del af førsteholdstruppen.