Sportschefen er optimist: Et stærkt kollektiv er holdets styrke

31. juli 2015

Af Jørgen Rasmussen

Steen Vester beskriver selv sin aktive fodboldkarriere sådan her: ”Ungdomsfodbold i Svebølle. Enkelte kampe på Holbæks 2. hold i sidste sæson :-)”.

Det afsluttende smiley-tegn er hans egen idé. Og derfor til fri fortolkning...


Til gengæld er Steen Vesters teoretiske fodboldkvalifikationer dokumenteret med en A-licens som træner. Dén karriere startede med tre år som ungdomstræner i Svebølle. Derefter, i 2006, kom han til HB&I som U13-træner. Siden har han været cheftræner for klubbens bedste U15, U17 og U19-hold, alle 1. divisionshold. Sidste år var Steen Vester tilknyttet seniorernes 2. divisionshold som chef-scout og kampanalytiker.

HB&I´s nye sportschef er 30 år, og han har også et liv uden fodbold – som matematiklærer på Roskilde private Realskole – men fodbolden fylder, og fra 1. juli blev der lagt lidt yderligere på, da han takkede ja til den den nyoprettede stilling som sportschef i HB&I og dermed overtog en række af elitechef Asger Madsens opgaver.
”Jeg skal være det sportslige bindeled fra U15 til 2. divisionsholdet, stå for sammensætning af førsteholdstruppen i tæt samarbejde med trænerne, sørge for koordinering af spillere mellem holdene, både til træning og kamp, give faglig sparring til trænerne i eliteafdelingen - og sørge for, at alle arbejder i samme retning”, lyder Steen Vesters beskrivelse af sportschefens opgaver.

Hvad er dit indtryk af den spillertrup og det træner-team, du nu er sportschef for?


”Vi har en ung trup. De fleste er under 25, men de har vist sig mentalt stærke efter en hård sæson sidste år, hvor holdet hele sæsonen lå omkring nedrykningsstregen og af flere var dømt som sikker nedrykker."
”Disse spillere har efterhånden fået en masse divisionskampe og dermed noget erfaring at tage med til den kommende sæson. Samtidig er det også en stor glæde for os, at over 80 procent af truppen har spillet ungdomsfodbold i Holbæk. Vi er meget stolte af, at vi selv kan uddanne så mange spillere til vores førsteholdstrup.”

Vi har en utrolig spændende trup, der slet ikke har 'peaket' endnu. Truppen har en god træningsmoral, og spillerne har vist sig meget lærevillige og med lyst til at træne og udvikle sig – det ser som en stor styrke og fordel for os i forhold til flere af vores konkurrenter.”

Her spiller vores træner-team selvfølgelig også en afgørende rolle. Først og fremmest smitter deres engagement direkte af på spillerne. De sørger hele tiden for at udfordre spillerne, blandt andet ved at gennemgå de taktiske aspekter meget detaljeret - både på banen og på et mere teoretisk niveau. Vores træner-team har fokus på at udvikle holdets spillestil, så vi kan blive mere dominerende i kampene. Og så stiller de store krav til vores spillere. Dét er med til at udvikle dem.”

Hvor ser du truppens største styrke - og svaghed?


”Styrken er klart det stærke kollektiv, der blev skabt i sidste sæson. Alle arbejder benhårdt for holdet. Desuden holder de et højt teknisk niveau. Blandt holdets fire mest scorende spillere i sidste sæson var to forsvarsspillere - Birol og Tingager. Selv om det er stærkt af de to, så vidner det om, at vi mangler nogle mål fra de forreste spillere. Sidste sæson havde vi svært ved at skabe chancer i det åbne spil, men der bliver arbejdet på at forbedre det.”

Hvad mener du er et realistisk succes-kriterium for divisionsholdet i efteråret?

1,37 - det tal skal vi forbedre. Det var det gennemsnitlige antal point og mål pr. kamp sidste sæson, hvor det blev til 41 mål i 30 kampe. Vi skal også være bedre til at dominere kampene og skabe flere målchancer.”

Stort set alle hold i divisionen melder ud, at de vil med i oprykningsspillet. Det vil vi skam også gerne. Holder vi fokus på at forbedre de andre ting, synes jeg bestemt også at vi har kvaliteten til det.”

Hvad er efter din mening HB&I´s p.t. største udfordring?

Vi har utvivlsomt en stor udfordring omkring vores 2. senior. Vi har ikke været dygtige nok til at fastholde de mange spillere, når de bliver seniorer. Det betaler vi nu regningen for. Vi uddanner mange dygtige spillere i vores talentafdeling, men vi skal altså blive bedre til at fastholde dem, så de ikke tager til andre klubber.”

... og hvad kan klubben gøre ved det?

Det er en svær opgave at skulle vende den udvikling. Nu har klubben ansat nogle dygtige og meget engagerede folk til at opbygge vores 2. senior. Vi skal først og fremmest bakke op om de folk. Vi skal forsøge at hjælpe og støtte dem alt det vi kan.”

Hvis du fik 500.000 kr. at råde over til førsteholdstruppen, hvad ville du så bruge pengene til?

Til endnu bedre forhold til spillere og trænere. Jeg ville ansætte en 2. assistent, så der kunne trænes endnu mere individuelt. Jeg ville have truppen på en årlig træningslejr, tilknytte flere eksterne eksperter - diætister, mentaltrænere mv. - og så ville jeg måske også gemme et par hundrede kroner til en ekstra spiller ...”