Spillertilgang: To offensive profiler fra Svebølle og en gammel kending

9. juli 2015

Af Jørgen Rasmussen

 

Efter den spændende og for nylig vel overståede overlevelsessæson i 2. division øst har Holbæk forstærket spillertruppen til den kommende sæson, som samtidig er den første under den nye struktur med grundspil og slutspil om op- og nedrykning.

 

Når førsteholdstruppen 16. juli har første træning efter sommerferien er det tre nye offensive spillere i truppen. Saban Özdogan, 25, og Mohammed Ali, 25, er tilgang fra Svebølle og en god gammel HB&I-kending, Toke Morsing, 35, v ender tilbage efter et par sæsoner hos Roskilde KFUM.

 

”Jeg er virkelig glad for tilgangen. Alle tre er i spil til startpladserne på divisionsholdet, og når vi samtidig har kunnet fastholde alle de bærende kræfter fra sidste sæson, så ser det rigtig spændende ud”, siger elitechef Asger Madsen om de spilleraftaler, han har lavet, inden han nu overdrager dén del af arbejdet til klubbens nye sportschef, Steen Vester.

 

Elitechefen giver de tre nyerhvervelser disse ord med på vejen:

 

”Toke Morsing har det seneste par år spillet i Roskilde KFUM, men han har jo tidligere med stor succes spillet i HBI, og havde et ønske om at slutte karrieren som divisionsspiller her i klubben. Toke kan både spille kant, 9´er og 10´er. Han bor i Holbæk og er også aktiv i trænergerningen på den kommende U7 årgang, hvor hans ældste dreng spiller.”

 

”Mohammad Ali kommer senest fra Svebølle og har tidligere repræsenteret klubberne B93, Avarta, HB Køge og FC København. Han er en særdeles farlig top-angriber, og jeg har en klar forventning om, at han efter sæsonen vil være at finde helt i top på topscorelisten.”

 

”Saban Özdodan kommer ligeledes senest fra Svebølle og har tidligere spillet i Avarta, KB og FC København, hvor han har været med til at spille i UEFA Cup´en. Saban er efter min vurdering blandt de absolut bedste spillere i 2. division. Han kan spille alle de centrale pladser på holdet, altså 6´er, 8´er og 10´er.”

 

I den nye 2. divisions-struktur med tre puljer á hver otte hold i efterårets grundspil, er Holbæk placeret i Pulje 1 sammen med 1. divisionsnedrykkerne AB og Brønshøj samt Hvidovre, HIK, B.1908, Avarta og oprykkerne AB Tårnby. Alle hold mødes ude og hjemme og efter de 14 kampe går de fire højest placerede fra de tre puljer til forårets slutspil om oprykning, de fire lavest placerede til slutspil om at undgå nedrykning.

 

Hvordan vurderer Asger Madsen så Holbæks muligheder i den nye sæson i 2. division?

 

”Med tilgang af tre så dygtige spillere er forventningerne til den kommende sæson naturligvis steget. Første mål må derfor være at slutte i top 4 i efteråret, så vi til foråret skal spille med blandt de 12 hold, der skal kæmpe om oprykning til 1. division”, lyder den optimistiske vurdering fra elitechefen.