Sådan: Vinder-karakter og smukke scoringer, da nederlaget truede

17. maj 2015

Holbæk – BSV 3-2 (1-1)

1-0 Frederik Tingager (19), 1-1 Peter Haurum (30), 1-2 Rasmus Suhr Petersen (74), 2-2 Kristian Holm (77), 3-2 Christian Lundsteen (86). - Tilskuere: 286

 

Af Jørgen Rasmussen

 

Den nervøst tilkæmpede hjemmesejr var lige lovlig længe undervejs, men den kom, og på trods af ret så åbenlyse fejl og mangler i felterne, især modstandernes, var den var lige så fortjent, som den var velkommen.

 

Det var Holbæks femte point-givende kamp i træk, men den stiplede streg under tiendepladsen i tabellen – den der markerer play off om nedrykning – er stadig faretruende tæt på. Sådan kan det nemt risikere at blive helt til sidste spillerunde.

 

At de generelt mere letbenede og boldsikre Holbæk-spillere søndags-kampen igennem kombinerede bedst og producerede langt flere oplagte scoringschancer end BSV er indiskutabelt, men den slags tæller som bekendt ikke i tabellen, hvis slutproduktet – målene – udebliver.

 

Det gjorde de heldigvis ikke mod et velorganiseret, defensivt orienteret og omstillings-lurende BSV, men de lod vente på sig.

 

De sidste to kampafgørende og forløsende Holbæk-scoringer kom først i den temmelig hektiske slutfase, som gæsterne leverede startskuddet til i kampens 74. minut, da indskiftede Rasmus Suhr Petersen midt under et pludseligt opstået, minut-langt, piskende haglvejr headede sit hold foran.

 

Gæsternes føring var ikke i overensstemmelse med kampens spil- og chancefordeling, og måske ikke mindst derfor kunne man i et svagt øjeblik godt frygte lidt for de unge holbækkeres reaktion.

 

Med pludselig udsigt til et skuffende, uacceptabelt og måske endda divisions-truende nederlag viste hjemmeholdet den rette karakter, pressede på og fik belønning i form af to meget fint gennemspillede og særdeles vel-afsluttede angreb – først af frispillede Kristian Holm til 2-2 og mindre end ti minutter senere af indskiftede Christian Lundsteen på Frederik Tingagers energiske gennembrud og perfekt afleverede oplæg. Det var rigtig god fodbold i … divisionsklasse!

 

Foto: Christian Lundsteen - indskiftet match winner for Holbæk.