Nicki er Årets HB&I´er

26. februar 2015

På generalforsamlingen 23. februar blev en af klubbens mange frivillige ildsjæle, Nicki Haar Jensen,  hædret som årets ungdomsleder og dermed Årets HB&I´er.

Formanden for ungdomsudvalget, Henrik Lund, overrakte pokal og blomster til prismodtageren - og motiverede valget af Nicki Haar Jensen:

”Nicki er noget ud over det sædvanlige. Han er murer, har en dejlig kone og fire børn. Alligevel har han haft både lyst og energi til at lægge mange frivillige arbejdstimer i HB&I”, sagde Henrik Lund.

 Og fortsatte:

”Nicki har flere gange om ugen trænet u12 drengeholdet og  u15 pigeholdet. Med sin iver og lyst til at lære fra sig, har han gjort spillerne dygtigere og samtidig givet dem en fantastisk hverdag på træningsbanen.”

”Nicki har stået her, når det brændte på, og især på u12 drenge har han været årsagen til, at hele årgangen er velkørende og at spillerne har udviklet sig i den rigtige retning.”

”Nicki er også en stærkt medvirkende  årsag til, at HB&I´s Mini Arena blev en realitet sidste år. Han var næsten alene om at bygge arenaen som jo i dag er en meget vigtig del af klubbens nye ansigt udadtil.”

 
”På HB&I´s vegne: Tak for din indsats, Nicki”, lød det fra Henrik Lund.

 

undefined

Årets HB&I´er Nicki Haar Jensen (Foto: Morten Rutkjær)