KanalSport bliver ny navnesponsor for 2. Division

23. juli 2015

Strukturen er helt ny, og det er navnet også, når klubber som Holbæk, Brønshøj, AB og B93 til august sparker gang i Danmarks tredjebedste fodboldrække - KanalSport Divisionen.

 

-KanalSport har været en central partner for os i flere år. De har gjort et enormt stykke arbejde for klubberne i 2. division med at formidle kampe ud til fansene. Vi er meget glade for at bygge videre på samarbejdet - ovenikøbet på et tidspunkt, hvor turneringen bliver mere spændende end nogensinde før.

Med den nye struktur bliver KanalSport Divisionen et drama allerede halvvejs igennem sæsonen, når slutspilspladserne skal fordeles og igen i løbet af foråret, hvor de allerbedste klubber kæmper om de eftertragtede oprykningspladser, udtaler Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen.

 

- KanalSport Divisionen er et naturligt skridt for os. Via vore medie-platforme LigaBold.dk og KanalSport.dk er vi allerede dem, der dækker den tredjebedste række bedst – ligesom vores betting selskab Bet25.dk har flest odds og live-odds fra KanalSport Divisionen. Med navnesponsoratet vil vi skrue endnu mere op for dækningen af KanalSport Divisionen med mindst to livetransmissioner om ugen. De kan ses gratis på Kanalsport.dk, hvor man også har mulighed for at livebette på alle kampene, lyder det fra Holger Kristiansen, direktør hos KanalSport.

 

Fra 2015/16 sæsonen er der 24 hold i KanalSport Divisionen. De er i efteråret opdelt i tre puljer af otte hold, som møder hinanden ude og hjemme. Derefter samles de fire bedste fra hver pulje i et slutspil, hvor de medbringer pointene fra kampene mod de tre hold, de har mødt i grundspillet. I slutspillet møder de så de øvrige otte hold to gange. De to bedste hold rykker op i Bet25 Liga, de øvrige forbliver i KanalSport Divisionen. I det andet slutspil mødes de øvrige 12 hold på samme måde – og kæmper om at undgå nedrykning til Danmarksserien.