Holbæks forsvar plaget af sygdom og skader

11. september 2015
Af Jørgen Rasmussen
Der er lidt bekymrede miner i Holbæk-lejren før 2. divisionsholdets udekamp mod B.1908 lørdag eftermiddag. Ikke færre end seks ud af førsteholdstruppens syv forsvarsspillere er enten syge eller plaget af skader.
Sportschef Steen Vester:
”Ja, vi har nogle udfordringer i vores forsvar. Både Emil Bjørn og Kristoffer Dirksen er tvivlsomme til weekenden, mens Simon Ustrup og Christian Gettermann er helt ude. Derudover har både Frederik Tingager og Mathias Redsted døjet med sygdom og skader i løbet af de seneste uger, men vi håber de er klar.”
Hvor alvorlig er skades-situationen, også set i relation til pokalkampen mod Brøndby den 23. september?
”Det er selvfølgelig ekstremt uheldigt, at vi har skader og sygdom på seks af vores syv forsvarsspillere. Det skaber en stor udfordring for os på den korte bane. Jeg er dog sikker på, at vores trænerteam nok skal løse den opgave. Hvis nogle af skaderne viser sig at være langvarige, må vi overveje, om vi skal hente nye spillere ind.

Brøndby-kampen, er den ikke det store fokus-område lige nu.

Hvordan agter sportslig ledelse og trænerstab at tackle situationen?
”Vi har nogle gode spillere i "pipe line" fra vores U19-hold. De holder højt niveau, og jeg har stor tiltro til, at de kan løfte opgaven, hvis de bliver sendt i kamp. Desuden har flere af spillerne i 2. divisions-truppen kompetencer til at spille andre pladser end deres foretrukne”, siger Steen Vester. Og tilføjer:

”Vi er dog også i fuld gang med at finde alternativer til truppen, hvis det skulle blive nødvendigt på længere sigt.”